Netto anker kæmpe-erstatning i kopi-sag
Salling Group har ifølge Sø- og Handelsretten krænket den danske keramiker og designer Anne Blacks ophavsret ved at sælge tre produkter, som alle er "meget nærgående efterligninger af de tilsvarende produkter fra Anne Black".
Sagen går helt tilbage til marts 2016, da Netto markedsfører og sælger en hængepotte, en vase og krukke, der ligner Anne Blacks design.
Sø- og Handelsretten mener, at Nettos salg har skadet Anne Blacks brand og salg, hvorfor Salling og leverandøren Ronald A/S sammen er blevet dømt til at skulle betale designeren 1,5 mio. kr. i erstatning plus renter og sagens omkostninger.
Anker dom
Det sidste punktum i sagen er dog ikke sat med Sø- og Handelsrettens dom, for Netto har med det samme valgt at anke dommen.
- Afgørelsen stiller alle butikker, der sælger brugskunst, i en meget vanskelig situation, hvis man kan blive dømt for at sælge en hvid, cylinderformet vase. Vi havde af hensyn til alle parter et oprigtigt ønske om at få sat et punktum i sagen i dag, fordi den har kørt så længe men ser desværre ingen anden løsning end at anke afgørelsen, siger Michael Løve, adm. direktør i Netto International.
Anne Black har tidligere afvist at indgå et forlig med Netto og Ronald A/S i sagen.
Ifølge Berlingske lød et tidligere tilbud fra Salling Group og Ronald på 1 mio. kr. samt en offentlig erklæring. Anne Black valgte dog at sig nej tak til "et stort hold-kæft-bolsje, som designeren selv formulerede det i avisen.