Netto angriber SuperBrugsens øko-priser

Salling Group 23. okt 2017 -
This describes the image
Annoncen i Politiken
Skrevet af: Søren Tougaard

"Alle skal ha' råd til økologi".

Sådan lyder overskriften i en ny annnoncekampagne fra Netto, der blandt andet er trykt i dagens Politiken.

I annoncen sammenligner Netto normalpriser på 15 økologiske basisvarer, der er købt ind 18. oktober i henholdsvis Netto Finsensvej på Frederiksberg og SuperBrugsen i Solrød Strand.

Mens prisen på de 15 øko-varer er 255,50 kr. i SuperBrugsen er prisen 202,81 kr. i Netto. En kontant besparelse på 52,50 kr. eller 20,5 pct.

"Vores kollegaer i Coop slår et stort slag for økologi her i oktober - eller Øktober, som de kalder det. Det vil vi gerne bakke op om i Netto. Vi forstår bare ikke, hvorfor det skal være så dyrt. Og hvorfor det kun skal være i oktober", står der drillende i annonceteksten.

Pristjekket er ligeledes foretaget i Fakta på Strandlodsvej i København samt i Kvickly på Hyrdehøj Bygade i Roskilde den 19. og 20. oktober. Her var priserne på de 15 øko-varer henholdsvis 214,48 kr. og 257,50 kr.

"I Netto mener vi, at alle skal have råd til økologi. Derfor har vi faste lave priser på økologi hele året. Og som du kan se af vores pristjek, er der en hel del penge at spare hver eneste dag", lyder budskabet i Nettos annonce.

 

Opdateret 10. nov 2020