Netsupermarkeder holder fast i trecifrede vækstrater

Salling Group 14. aug 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Salling Group
Skrevet af: Søren Tougaard

Få øjeblikke efter, at statsminister Mette Frederiksen opfordrede danskerne til at handle dagligvarer på nettet, blev netsupermarkederne bogstaveligt talt rendt over ende. Det betød i flere tilfælde leveringstider på 5-7 dage.

Her fem måneder inde i den krise, som den Internationale Valutafond kalder den værste økonomiske krise siden depressionen i 30’erne, har landets netsupermarkeder holdt ved en trecifret vækst på mellem 100 og 200 pct.

Nemlig.com er landets ubestridte største aktør indenfor nethandel med dagligvarer, og her har virksomheden også set en eksplosiv fremgang.

I årets første seks måneder er antallet af kunder hos Nemlig.com således steget med 60 pct. i forhold til første halvår i 2019.

- Hos Nemlig.com har vi oplevet store fremgang i løbet af det seneste år, hvor vi har fået dobbelt så mange nye kunder som normalt, og alene i juli måned fordoblede vi næsten vores omsætning. For at kunne hjælpe så mange kunder som muligt, har vi fremskyndet vores investeringer. Vi pakker nu varer hele døgnet og leverer med meget kort varsel, endda om natten. Vi kan nu levere til over fire ud af fem danske husstande, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør for Nemlig. com.

Fald efter vækst på 500 pct.

Det er ikke kun Nemlig.com, der har haft mere end almindeligt travlt. Det samme er tilfældet hos konkurrenterne Coop.dk Mad og Bilka To Go.

- Jeg kan bekræfte at vi på Coop.dk Mad har mere end fordoblet omsætningen i forhold til samme tid sidste år. Det har været ret stabilt siden juni, og det er lidt lavere, end da der var allermest run på i slutningen af marts / april. Vi har gjort en stor indsats for at fastholde så mange som muligt af de nye kunder vi har fået under corona. Blandt andet med lave priser og mange attraktive tilbud. En del vækst er også kommet efter, at vi har udvidet servicen til Nordsjælland med flere daglige leveringer, siger Lars Rasmussen kommerciel direktør for Coop.dk Mad.

Siden starten af 2019 har alle Bilkas varehuse tilbudt klik og hent-løsningen Bilka To Go. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at Bilka To Go har oplevet den største vækst af samtlige e-handlere af dagligvarer under coronakrisen. Alligevel er væksten dog faldet en del, siden den på et tidspunkt var oppe på hele 500 pct.

- Mens Bilka To Go på et tidspunkt vækstede med 500 pct, ligger den nu på omkring 200 pct., siger Jacob Krogsgaard Nielsen, kommunikationskonsulent i Salling Group.

Opdateret 10. nov 2020