Mødrehjælpen og Starbucks indgår samarbejde
Fra 3. november og frem til 22. december kan kunderne i Starbucks støtte Mødrehjælpens julehjælp med én krone, hver gang de køber en Toffee Nut Latte.
Pengene går til at give børn og trængte familier en bedre jul.
Ifølge Kommunikationschef ved Mødrehjælpen, Heidi Lausen Purup, har organisarionen oplevet et stigende antal ansøgere til julehjælpen.
- Vi har i de seneste år oplevet en stigning i ansøgninger fra trængte forældre, så hver en krone tæller for os. Vi håber på, at vi kan hjælpe flere børn end nogensinde i år. Samarbejdet med Starbucks giver muligheden for at give endnu flere børn en bedre jul med en lille gave og lidt julemad, siger Heidi Lausen Purup.
På cafetavlerne i de forskellige Starbucks kan kunderne løbende følge med i, hvor mange Toffee Nut Latte, der bliver solgt. Da kampagnen stopper to dage før juleaften, er pengene allerede i år med til at give udsatte børn en bedre jul.
Samarbejdet mellem Mødrehjælpen og Starbucks gælder for alle Starbucks i Danmark, på nær Starbucks i Københavns lufthavn, Københavns Banegård, på universiteterne og alle Q8-stationer.