Ministerium overtager Salling Groups madspildsprojekt

Salling Group 12. okt 2018 -
This describes the image
Knapt var arbejdet med Danmark mod madspild officielt gået i gang, før Per Bank har overrakt tøjlerne til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Foto: Claus Sjødin/Salling Group

For et par måneder siden søsatte Salling Group Danmark mod madspild – et initiativ, hvor virksomheder forpligter sig til at halvere deres madspild inden 2030.

Men nu giver Salling Group allerede stafetten videre til Miljø- og Fødevareministeriet, som fremover håndterer administrationen af projektet.

Meningen er, at Danmark mod madspild skal fortsætte som et projekt under den madspildstænketank, ministeriet arbejder på at nedsætte.

- Jeg er rigtig glad for, at Danmark mod madspild kommer til at blive en del af Tænketankens arbejde. Tænketanken og Danmark mod madspild kan i fællesskab bruge noget af det, der allerede er udarbejdet, til at få endnu flere interesserede organisationer med ind i aftalen, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.

Læs også: Minister optrapper kampen mod madspild med ny tænketank

Ros til Salling Group

Da miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i slutningen af august bekendtgjorde, at han vil lave en tænketank mod madspild, fremhævede han da også Salling Groups projekt som ”en løftestang for flere virksomheder og organisationer, så endnu flere er aktive i kampen mod madspild”.

- Vi har sammen skabt Danmark mod madspild for at kæmpe mod en fælles udfordring. At vi nu kan overdrage et initiativ lanceret i privat regi til ministeriet er et stærkt eksempel på, hvordan vi i Danmark kan indgå partnerskaber og samarbejde om væsentlige emner – på tværs af brancher og imellem offentlige og private aktører. Samtidig er vi glade for at have været med til at udforme konceptet og platformen for en fremtidig national handlingsplan mod en halvering af madspild i 2030, siger Per Bank, adm. direktør i Salling Group i pressemeddelelsen fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Læs også: Salling Group søsætter nyt initiativ mod madspild

Flere samarbejdspartnere

Fra starten var flere af koncernens store leverandører med i projektet, blandt andre Unilever, Stryhns, Arla og Kohberg, lige som både Fødevarebanken og Stop Spild Af Mad også bakker op om det.

Der er derfor i høj grad tale om en holdindsats, ikke kun fra detailleddet, men også på produktionssiden.

Både Salling Group og miljø- og fødevareministeren ser gerne, at flere virksomheder melder sig på banen til dette nye og anderledes privat-offentlige samarbejde.

FAKTA: Initiativtagerne til ”Danmark mod Madspild”:
▪ Salling Group
▪ Alfred Pedersen & Søn
▪ Arla Foods
▪ Carletti
▪ HK Scan
▪ Kohberg Bakery Group
▪ Løgismose Meyers
▪ Naturmælk
▪ Nestlé
▪ Peter Larsen Kaffe
▪ Stryhns
▪ Unilever
▪ Stop Spild Af Mad
▪ FødevareBanken

Opdateret 10. nov 2020