Minister-nej til nye hypermarkeder
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) slår nu fast med syvtommersøm, at det ikke bliver muligt at åbne nye hypermarkeder i Danmark med den nye planlov. Han skriver i et svar til Folketingets Erhvervs- og Vækstudvalg, at det fortsat ikke vil være muligt at etablere nye dagligvarebutikker på over 5.000 kvm., herunder hypermarkeder. Der er lukket for hypermarkeder i den nye planlov, som ventes vedtaget til juni.
Den aktuelle anledning til Brian Mikkelsens udmelding er en henvendelse fra Hjørring Erhvervscenter, som ønskede foretræde for udvalget for at drøfte muligheden af at omdanne A-Z varehuset i Hjørring til et Bilka.
A-Z varehuset sælger i dag udelukkende nonfood varer, men hvis det kunne udbygges til et Bilka varehus, ville det også få mulighed for at have fødevarer i sortimentet.
Hjørring Erhvervscenters anmodning om foretræde fik efterfølgende De Samvirkende Køb-mænd og Coop til også at anmode om foretræde, men møderne med politikerne blev aldrig til noget.
Direktør i Hjørring Erhvervscenter, Bo Geertsen, oplyser til Dansk Handelsblad, at man trak anmodningen, fordi erhvervsministeren i et brev til erhvervsforeningen fastslog, at den nye planlov ikke vil åbne mulighed for at etablere hypermarkeder.
Det fik bagefter DSK og Coop til også at trække ønsket om foretræde for udvalget tilbage.
Bilka afventer
I sit svar til Hjørring Erhvervscenter skriver Brian Mikkelsen, at A-Z i dag er en udvalgs-varebutik på 7.500 kvm. Hvis forretningen skal omdannes til Bilka og dermed kunne sælge dagligvarer, vil det betyde, at forretningen skal udvides med en dagligvarebutik på over 5.000 kvm., og det giver lovforslaget om den nye planlov ikke mulighed for.
Kædedirektør for Bilka, Mark Nielsen, vil vente med at kommentere eventuelle muligheder for at udvide A-Z i Hjørring til et Bilka, indtil den nye planlov er vedtaget.
– Vi har før set, at man var på vej med en ny model, og så endte det med at blive noget helt andet. Som altid holder vi os til en ny lov, og når vi kender den, ser vi på, hvilke muligheder der er for os. Hvis der er nye muligheder, vil vi selvfølgelig arbejde videre med de mulig-heder, som vi ser.
– Hvis der opstår en mulighed for, at vi kan lave A-Z i Hjørring om med et fødevareafsnit på samme måde, som vi har gjort det i Sønderborg, Herning og Viborg, vil vi gøre det, men det er klart, at vi er nødt til at kende loven, før vi kan overveje sådanne ændringer, siger Mark Nielsen.