Minidiscountkæde åbner fem butikker inden jul

Salling Group 22. nov 2022 -
This describes the image
Foto: Helle-Karin Helstrand
  • Salling Group er klar med adresserne på de første 10 Basalt-butikker

Hen over den seneste måned har Salling Group sat adresse og by på sine 10 Basalt-butikker. Snoren til den første butik blev klippet på Amager, sidenhen i Aarhus, Helsingør, Odense og senest i Hjørring. I morgen onsdag åbner butikken i Glostrup og inden jul de næste fire.  

Med et mindre sortiment bestående af basisvarer, der hverken kræver køl eller frost, har kortere åbningstider, færre vareleveringer lover Salling Groups minidiscountkæde priser, der i gennemsnit er 15 pct. under discountmarkedet, hvor flere end 80 pct. af varerne koster under 20 kroner stykket og halvdelen 10 kroner eller derunder.  

På tværs af de fem åbnede butikker er det især rapsolie, solsikkeolie, bananer, toiletpapir og dåsetomater, der fylder i indkøbsvognen.  

- Som med alting nyt skal kunderne vænne sig til formatet, og det kan vi langsomt se, at de gør. For at man for alvor skal få værdi ud sine indkøb i Basalt, skal man fylde kurven godt op. Det klassiske storindkøb, hvor man får fyldt skabene op til den kommende uge, siger Henrik Nielsen, som er kædechef i Basalt.  

Basalts 10 butikker    

  • Kastrup, Amagerlandevej (Åbnet) 
  • Helsingør, Prøvestenscentret (Åbnet) 
  • Aarhus, Viby Ringvej (Åbnet) 
  • Odense, Bilkabyen (Åbnet) 
  • Hjørring, Bispensgade (Åbnet) 
  • Glostrup, Hovedvejen (Åbner 23/11) 
  • Næstved, Toldbodgade (Åbner 30/11)
  • Hellerup, Rymarksvej (Åbner 7/12) 
  • København Nordvest, Frederikssundsvej (Åbner 8/12)  
  • Silkeborg, Østergade (Åbner 14/12)  
     
Opdateret 22. nov 2022