Meny blev årets højdespringer

Salling Group 7. jul 2017 -
This describes the image
Meny øgede i 216 salget med 2,6 pct., og det er en lige så stor fremgang i discountsektoren samlet set. Arkivfoto: John Ehbrecht
Skrevet af: Henrik Denman

Vinderen og taberen er klar til at blive kåret i supermarkedernes kamp om markedet.
Klar vinder er Meny. Irma står som en lige så klar taber.

Nye tal fra Retail Institute Scandinavia viser, at Meny øgede salget i 2016 med 2,6 pct., og det er en lige så stor fremgang som i discountsektoren samlet set.

Udviklingen i Irma gik den stik modsatte vej med en tilbagegang i omsætningen på 2,5 pct.

Midt imellem ligger SuperBrugsen med en nulvækst, mens salget i Føtex gik 1,1 pct. frem.
Tallene bringes i den nye udgave af "Supermarkedshåndbogen". En hovedkonklusion er, at discountsektoren igen vandt markedsandele, og en anden konklusion er, at supermarkederne gik frem, men ikke så meget som ventet.

Samlet set fik supermarkeder og varehuse en samlet omsætning i 2016 på 79 mia. kr. inkl. moms. I tallet indgår supermarkedernes og varehusenes non-food omsætning.

Ifølge Retail Institute Scandinavia var det en tilbagegang i på 0,2 pct. Tallene afviger dog fra tal fra Danmarks Statistik, hvor supermarkeder i 2016 fik en vækst på 1 pct. i forhold til 2015, mens varehus fik en tilbagegang på 4,6 pct.

Ser man isoleret på de supermarkeder og varehuse, der satser på fødevaresalg i den høje ende af kvalitetsskalaen, formede udviklingen sig mere positivt. SuperBrugsen, Irma, Føtex og Meny fik ifølge Retail Institute Scandinavia tilsammen en fremgang i omsætning på 0,7 pct.

Turbo på Menys salg

Adm. direktør i Retail Institute Scandinavia, Henning Bahr, forudser, at Meny står over for en stor udfordring, hvor kæden skal vise, at den kan fortsætte væksten.

Meny er kommet pænt fra start, men kæden skal under den nye chef Kenneth Pedersens ledelse vise, at den kan sætte fuld tryk på udviklingen og matche den store konkurrent, SuperBrugsen.

Det interessante i spillet er, at Kenneth Pedersen tidligere stod i spidsen for netop SuperBrugsen. Spørgsmålet er derfor, hvordan han vil udnytte sine erfaringer til at sætte turbo på Meny.

Retail Institute Scandinavia peger på en af kædens udfordringer. Analysefirmaets undersøgelse af forbrugernes indkøbsadfærd fra januar 2017 viser, at SuperBrugsen har langt flere kunder end Meny, som lægger størstedelen af pengene i kædens butikker.

Undersøgelsen viser, at 27 pct. af SuperBrugsens kunder lægger størstedelen af pengene i kædens butikker, mens det kun er tilfældet for 12 pct. af Menys kunder.

Ifølge Henning Bahr viser det med al tydelighed, at hovedudfordringen for Meny bliver at få flere kunder til at komme lidt oftere og især til at bruge flere penge, når de handler i Menys supermarkeder.

Supermarkedernes salg

Omsætning mia. kr. i 2016 inkl. moms – udvikling i forhold til 2015

SuperBrugsen 17,7 0,0 %

Irma 3,0 -1,5 %

Føtex 15,6 1,1 %

Meny 8,5 2,6 %

I alt 44,8 0,7 %

Kilde: Retail Institute Scandinavia 2017

Opdateret 10. nov 2020