Meningsmåling: Et flertal af danskerne vil forbyde trykte tilbudsaviser
To tredjedele af forbrugerne under 35 år mener, at den trykte tilbudsavis skal afskaffes.
Det viser en ny undersøgelse fra Coop Analyse, der også afslører, at i alt 55 pct. af danskerne mellem 18 og 74 år er tilhængere af at afskaffe tilbudsavisen i sin trykte form. Kun 31 pct. er imod.
En stor del af befolkningen støtter dermed - i hvert fald indirekte - Coops topchef Peter Høgsted, der for kort tid siden opfordrede klimaminister Dan Jørgensen (S) til at forbyde den trykte tilbudsavis - for klimaets skyld.
Adm. direktør i den grafiske branches forening, Grakom, Thomas Torp er ikke overrasket over resultatet af undersøgelsen, men han er dybt bekymret over et eventuelt forbud mod den trykte tilbudsavis.
- Resultatet er i tråd med, at halvdelen af befolkningen siger nej tak til tilbudsavisen. Men den del af befolkningen skal ikke bestemme, om resten må få en tilbudsavis. Børnefamilier, de ældre og de økonomisk mest trængte vil have tilbudsavisen, og undersøgelser viser, at de læser den, siger Thomas Torp.
Han siger, at et forbud vil koste både arbejdspladser og ugeaviser, der af økonomiske årsager kun kan distribueres, hvis tilbudsaviserne kommer med rundt.
Rema 1000 mener som Grakom, at forbrugerne skal kunne vælge.
- Vores kunder skal have adgang til vores tilbudsavis på de måder, de ønsker, og derfor tilbyder vi tilbudsavisen både i digitalt og trykt format. Vi bakker op om muligheden for NejTak+, så de, der ikke ønsker en trykt tilbudsavis fra os, kan vælge det fra, og så følger vi naturligvis hele tiden udviklingen på området, så vi kan holde os opdaterede ift. kundernes ønsker, siger Anders Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000.
Mod individuel digital markedsføring
Salling Group, der har skåret 40 pct. af Føtex-avisen, opfordrer Coop til at gå forrest.
- Vi kan se, at det kan rykke en hel branche, hvis man tør at gå forrest og ikke bare vente på, at reglerne bliver ændret. Det så vi selv, da vi i Salling Group af egen drift som de første gemte cigaretterne væk, og alle andre fulgte trop, siger Kasper Reggelsen, presseansvarlig i Salling Group.
Mens flere kæder på den ene eller anden måde reducerer den trykte avis, flyttede tilbudsaviserne så sent som i 2018 omsætning for 16 mia. kr. i dansk dagligvarehandel. Det svarer til 14 pct. af den samlede omsætning.
Og danskerne jagter fortsat gode tilbud.
En undersøgelse fra AIMCreate har for nylig vist, at der nu er lige så mange læsere af den digitale tilbudsavis, som af den trykte.
Tilbudsaviserne rykker da også ind på kædernes websites og på sites, der har specialiseret sig i at samle digitale tilbud, og ifølge Coops formand Lasse Bolander vil priskonkurrencen fortsætte ufortrødent.
- Markedsføring vil fortsat være vigtigt, både for producenterne og kæderne men også for forbrugerne, så de har mulighed for at lære nye produkter at kende og vælge til og fra. Vi skal bare bruge andre og mere smarte markedsføringskanaler. Fremtiden vil byde på meget mere personificerede tilbud, siger han.