Medie: Bilka får sanktion for "engrossalg" til købmand
En unavngiven købmand har købt store mængder Nescafé og mærkevaresprut i Bilka i Ishøj, og det har Bilka nu fået en sanktion for.
Ifølge Ekstra Bladet har købmanden flere gange betalt med femcifrede kontantbeløb - og altså indkøb til videresalg. I så fald skal varerne kunne registreres, så de kan trækkes tilbage, i fald noget skulle være galt med varerne.
- Vi har foretaget kontrolbesøg hos en købmand i Københavnsområdet, hvor vi bemærkede, at man mindst tre gange for femcifrede beløb havde købt Nescafé og spiritus i Bilka i Ishøj, som efterfølgende leverede varerne til købmanden, siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, til avisen.
Der skulle være tale om køb for et kontantbeløb, der er langt højere end de højst tilladte 50.000 kroner.
- Det er et kontantforbud i hvidvaskloven, som betyder, at virksomheder ikke må modtage betaling for 50.000 kr. eller mere i kontanter, siger direktøren i Revisorjura.dk, Jakob Dedenroth Bernhoft.
Ifølge avisen vidste Bilka, at købmanden var erhvervsdrivende. Varehuset har nemlig bragt varerne ud til købmanden.
Bilkas regionschef, Morten Villum Larsen, skriver i en mail til avisen:
"Vi har klare retningslinjer og procedurer for, hvordan vi skal håndtere eksempelvis salg til fødevarevirksomheder, og vi undersøger selvfølgelig, hvis vi misset det her, og strammer op."