Første dag i kassen i 1971: Marie Hansen er still going strong i Føtex

Salling Group 4. jul 2023 -
This describes the image
Efter 52 år glæder Marie sig stadig til at trække i den blå Føtex skjorte. Foto: Christian Skipper
  • Dagligvarehandlen.dk har mødt en af de mest loyale medarbejdere i dansk dagligvarehandel. Opskriften er gode kolleger og godt humør

Føtex i Odense åbnede som den første uden for Jylland i 1969. To år senere blev Maria Hansen, der nu er fyldt 76 år, ansat i varehuset. Her hilser hun stadig på sine mange trofaste kunder. 

I 1971 rasede krigen fortsat i Vietman. Nixon var præsident i Det Hvide Hus, og Jens Otto Kragh tiltrådte sin anden periode som statsminister i Danmark. 

Entertaineren Johny Reimar storhittede med ”Tyrolerhatten”, og de kvindelige medarbejdere gik med røde kitler i den nybyggede Føtex på Vesterbro i Odense.   
I september gik Marie Hansen ind ad døren i varehuset og fik job i cafeteriaet. Siden har hun ikke set sig tilbage.

52 år er der gået, og ganske som Reimars Tyrolerhat er fuld af liv, så gør det samme sig gældende for Marie. Selvom dåbsattesten efterhånden vidner om et langt liv, så er der stadig friske smil til kunderne, og kække bemærkninger til de unge kollegaer. 

På vej ind til interview med Dagligvarehandlen.dk tager eleven fat i Marie med et grin og siger: - Nu opfører du dig altså ordentligt.  

Maries ægteskab med Salling Group (tidligere Dansk Supermarked) har flere år på bagen end ægteskabet med husbonden hjemme i Ringe. 

- Vi har været gift i 49 år, fortæller Marie, og siger samtidig, at ægtemanden også er glad for, at hun går på arbejde.  Så kan han passe det lidt derhjemme, mens jeg passer Føtex. 

Jeg kan lide at være her

Undervejs er det blevet til flere funktioner i det store varehus:  Cafeteriet, kasselinien og i flere omgange også oplæring af nye elever. 

Der er ikke mange virksomheder, der kan bryste sig af medarbejdere, der viser så stor loyalitet som Marie har gjort – og det er derfor nærliggende, at

Dagligvarehandlen.dk spørger:  

Hvorfor Marie – du kunne jo have gået på pension for længst? 

Svaret falder prompte.

– Fordi jeg kan lide at være her – og så er det jo hyggeligt at hilse på kunderne. 

Og kærligheden er gensidig. I Odense er Marie Hansen i Føtex en institution.

Mange - specielt den ældre generation- foretrækker at handle i Føtex, når Marie sidder i kassen. 

Varehuschef Johannes Andreasen fortæller om stamkunder, der flytter væk fra byen og mange år senere kommer retur og genoptager ”handlen” med Marie.  

At Marie kan multitaske er tydeligt. Samtidig med at der scannes varer i rekordfart, bliver der tid til stort smil til kunden, og en besked til en kollega – og selvom ancienniteten er dobbelt så høj som alderen på mange af kollegaerne er ambitionerne ikke slækket.

- Jeg vil jo vinde og være den bedste, fortæller Marie og afslører, at hun i den grad spidser ører, når varehuschefen afslører, hvem der sælger mest på de travle dage. 

Tiltaleform har ændret sig

Udviklingen har båret mange forandringer med sig gennem de 52 år.

- Hold da op, hvor var der mange ting, vi skulle huske dengang, når vi sad i kassen. Det skal vi ikke så meget mere, men nu er der til gengæld mere teknik, vi skal lære, fortæller Marie Hansen til Dagligvarehandlen.  

Marie fortæller også, at omgivelserne ofte tænker: - Det kan hun da ikke lære, men så kommer stædigheden frem. Marie kan, hvad hun vil. 

En anden ting, som var meget anderledes i 1971, er tiltaleformen:  - Da jeg begyndte her i varehuset, blev alle medarbejdere kaldt ved efternavn. Det var jeg altså ikke vant til, så jeg reagerede ikke.  Så sagde jeg, at de bare skulle kalde mig Marie, og sådan blev det, griner Marie og fortsætter så om en anekdote fra tidligere  tider.  

En kunde tog fat i mig og sagde: - Vil De sige til Deres kollega, at det hedder: ”Det er til den Herre derovre”, og ikke ”Det er til ham der”. 

Som anekdoten bliver fortalt, kan man næsten se, hvordan de to unge piger har grinet efterfølgende af den korrekte herre som frekventerede Føtex’ cafeteria i de tidlige 70’ere. 

Marie Hansen benytter ofte sin lange erfaring til at give gode råd til de yngre ansatte.  Maries kæphest er, at mange i dag ønsker ”En fortsat god dag”.  

- Det skal man altså stoppe med, siger Marie med ægte indignation i stemmen. Vi aner jo ikke, om kunden har en god dag eller en dårlig dag.  Men til gengæld skal man da bare ønske dem en god dag, for det kan det jo stadig nå at blive.  

Minister in spe i oplæring

Marie holder meget af, når tidligere medarbejdere kigger forbi varehuset og hilser på.  Da Mai Mercado (C)(tidligere Børne- og Ungeminister) studerede i Odense havde hun studiejob i Føtex.  Marie lærte hende op, og kunne hurtigt se, at den unge statskundskabsstuderende havde ben i næsen. 

 - Marie lærte mig utroligt meget – også at man altid kan give kunderne en bedre dag, fortalte den konservative toppolitiker – og sluttede af med: 

- Jeg tror da lige, at  jeg skal forbi Føtex inden længe.

Man kan se på Marie, at disse besøg har stor betydning. 

Siden Marie og ægtemanden stiftede familie, har Marie arbejdet på nedsat – nu ligger timetallet på ca. 25 timer om ugen – og sådan skal det være. 

- Man kan ikke være en del af fællesskabet, hvis man kun her få timer om ugen, fortæller Marie og afslører, at hun da ikke har i sinde at tage imod nogle af de seniorordninger, som samfundet byder. 

Og udgangsspørgsmålet kan næsten ikke være andet end, hvor længe Marie fortsætter som en institution i Føtex og i Odense.

- Så længe jeg syntes, det er sjovt lyder det prompte svar, og udtrykket i øjnene viser, at der bestemt ikke er en opsigelse fra Fru Føtex på vej til varehuschefen. 
 

Opdateret 4. jul 2023