Luksusbrunch vinder over rumrejser
De mest populære oplevelsesgaver på Bilka.dk er en biograftur inkluderet en burger-menu eller en luksusbrunch for to personer. Rumrejsen, som vi omtalte i sidste udgave af Dansk Handelsblad, er der til gengæld ikke meget salg i. I hvert fald har Bilka endnu til gode at få afsat en tur ud i verdensrummet.
Men selvom nogle af oplevelserne er sværere at få afsat end andre, skal der være noget af det hele, mener Martin Møller Aamand, der er kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked.
- Formålet med det brede sortiment er at gøre det inspirerende og interessant for vores kunder at handle på Bilka.dk. Det er cirka en måneds tid siden, vi valgte at sætte hele Go Dreams sortiment online, og selvom en del af gavekortene kun sjældent bliver solgt, vil vi stadig gerne give kunderne muligheden, ligesom det brede udvalg understreger, at man virkelig kan få stort set alt på Bilka.dk, siger han.
Nogle af de lidt vildere oplevelser, der er blevet solgt på Bilka.dk er blandt andet en flyvetur i en vindtunnel, en testkøretur i en McLaren sportsvogn, svævebane-tur i Ledreborg Slotspark, surfing kursus i Danmarks svar på Hawaii - Klitmøller og pingvinfodring i Zoologisk Have.