Lokale drømme bliver realiseret med million-donation fra Sallingfonde
-
Siden 2018 har Salling Fondene støttet lokale ildsjæle gennem Føtex-varehusene med knap 15 mio. kr.
Otte lokale initiativer bliver de kommende måneder gennemført med støtte fra Salling Fondene via Føtex. Formålet er at styrke fællesskab og nærvær.
Hvert af de otte lokale initiativer har kunnet søge op til 300.000 kroner.
Fra Frederikshavn i nord, over Varde i vest og til Nykøbing Falster i sydøst får engagerede ildsjæle nu en økonomisk håndsrækning fra Salling Fondene til at realisere lokale initiativer og drømme lige fra ældreidræt i Odense, vandsprøjt fra landgang til kanoer og kajakker i Kolding midtby og gang i løjerne på legepladsen i Skive.
I alt otte lokale, borgerdrevne projekter bliver en realitet, efter at Føtex og Salling Fondene ovenpå en udvælgelsesproces igen sætter fokus på lokale ambitioner.
Salling Fondene har i samarbejde med Føtex udvalgt de mest lovende projekter, der forventes gennemført i 2023. Ansøgninger til projekterne kommer fra lokale foreninger og borgere og er indsamlet via Føtex-varehuse landet over.
- En meget væsentlig del af vores formål og drivkraft i Salling Group og Salling Fondene er, at vi hvert år kan støtte gode formål. De lokale projekter som vi er med til at realisere gennem Føtex, gør en reel forskel tæt på borgerne og styrker det helt nære fritidsliv og det lokale sammenhold, siger adm. direktør Per Bank, Salling Group, der også er bestyrelsesformand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, som er den ene af Salling Fondene.
Med de otte nye projekter har Salling Fondene via Føtex i alt støttet 62 borgerdrevne projekter i 44 byer fordelt ud over hele Danmark. Salling Fondene har siden 2018 støttet lokale ildsjæle gennem Føtex-varehusene med knap 15 mio. kr.