Lidl vinder pristest
Føtex begyndte for snart to år siden at sænke priserne på mere end 3.000 udvalgte varer, og også Coop prisprogram "fast lav pris" har generelt skulle gøre flere basisvarer billigere for forbrugerne.
Hverken Salling Group eller Coop kan dog matche priserne i de tyske discountkæder Lidl og Aldi, viser Ekstra Bladets nye tjek af prisniveauet i ni dagligvarekæder.
Målt på 30 udvalgte varer er den samlede pris i Lidl 383,44 kr., hvilket er ca. 6 kr. billigere end testens nummer to, Aldi.
Herefter følger Netto og Rema 1000 i en meget tæt kamp om tredjepladsen med en samlet kurv på henholdsvis 392,12 kr. og 392,47 kr.
Coop-kæder dyrest
I den anden ende af prisbarometeret finder man SuperBrugsen med en pris på 425,28 kr., hvilket er 11 pct. dyrere end Lidl.
Faktisk er de tre dyreste kæder i Ekstra Bladets pristest alle Coop-kæder. Næst dyrest er varehuskæden Kvickly med en pris på 419,33 kr., mens Fakta ligger lige foran med en pris på 415,72 kr.
Ekstra Bladets pristjek omfatter ikke Dagrofa-kæderne Meny, Spar og Min Købmand.