Lidl tager britisk vækst-førertrøje fra Aldi

Salling Group 3. nov 2015 -
This describes the image

Den tyskejede discountkæde Aldi har nu i et par år været den helt store vinder på et britisk dagligvaremarked, som er under total ommøblering.

Aldis tocifrede vækstprocenter har længe været i en division for sig selv, men i den seneste opgørelse over kædernes markedsandele fra analysevirksomheden Kantar er selv en salgsfremgang på 17,6 pct. ikke nok til at gøre Aldi til den hurtigst voksende.

Rivalen hjemme fra Tyskland, Lidl, slår Aldi på målstregen med en vækst på 17,9 pct. i tre måneder frem til 11. oktober - sammenlignet med samme periode i 2014.

Aldi er dog stadig klart størst af de to discount-duellanter med en markedsandel på 5,6 pct. mod Lidls 4,3 pct.

Asdas projekt fornyelse

Den enorme vækst for de to tyskere sker igen på bekostning af "de fire store" i britisk dagligvarehandel, hvoraf Dansk Supermarkeds britiske Netto-partner Sainsbury's er den eneste med vækst på 1,1 pct. - lidt mere end det samlede markeds 0,8 pct.

Det er dog ikke nok til mere end at fastholde en markedsandel på 16,1 pct.

Både markedsleder Tesco og nummer to, Walmart-ejede Asda, taber både omsætning og andele. Tesco daler fra 28,8 til 28,1 pct. af markedet, mens Asda mister hele 3 pct. af sin omsætning og dykker til en markedsandel på 16,6 pct.

I den samme uge, hvor Kantar offentliggjorde de nye markedsandele, kom Asda selv på banen med sit "Project Renewal".

Asda var længe den britiske aktør med klarest lavpris-profil, men er nu blevet overhalet inden om af Aldi og Lidl og har virkelig fået brug for en genfødsel.

I første række bliver der skåret en række dyre side-projekter fra som ekspansion i London-området og flere tankanlæg, mens fokus nu skal rettes mod en opgradering af 95 butikker og en trimning af sortiment og priser, så Asda bedre kan tage kampen op med discounterne.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Aldi forsætter en eventyrlig vækst på det britiske marked. På et år er markedsandelen steget fra 4,8 til 5,6 pct. De allerseneste tal viser dog, at discount-rivalen Lidl har endnu mere fart på.

Foto: Aldi UK

Opdateret 10. nov 2020