Lidl har løftet butiks-standarden i discount

Salling Group 30. sep 2015 -
This describes the image

Trods en fortsat ret beskeden markedsandel, har den tyske discountkæde Lidl alligevel sat sig tydelige spor i dagligvare-landskabet efter 10 år i Danmark.

Sådan lyder vurderingen fra detailhandelseksperten Henning Bahr, som er direktør i Retail Institute Scandinavia.

- Jeg synes, at Lidl har været med en til at sætte en ny standard for butikker i Danmark med store, lyse, velbeliggende og venlige butikker - og dermed været med til at øge presset på alle andre butikstyper. De har også været med til at sætte en ny standard for frugt og grønt i lavprissupermarkeds-sektoren - og det gælder både på sortiment og priser, siger han.

I dag bygger stort set alle landets øvrige discountkæder meget større og lysere butikker end for 10 år siden. Markedsleder Netto har netop løftet sløret for planer om et "vaskeægte ferskvaremekka" på ca. 1500 kvm. i Esbjerg, Dagrofas Kiwi satser meget på storbutikker i tilsvarende størrelse - og vækst-kanonen Rema 1000 byggede gerne butikker over 1000 kvm., hvis lovgivningen gjorde det nemmere.

2200 kvm. Lidl

Henning Bahr medgiver, at tilgangen af nye Lidl-butikker har været beskeden set i lyset af forventningerne, men gennemsnits-omsætningen og kundestrømmens i kædens butikker er til gengæld høj.

Og kæden kan have mere vækst i sigte i de kommende 10 år - især hvis planloven bliver liberaliseret, så det bliver lettere at etablere butikker over 1000 kvm.

Lidls favorit-format var for ti år siden omkring en halv gang større - og i nabolandet Sverige er den senest åbnede butik i et nyt format i kæden nu oppe på hele 2200 kvm.

- Min vurdering vil være, at fordi de har tilpasset sig de lovgivningsmæssige krav i Danmark - og fordi de har haft held til at blive nogenlunde anerkendt, så begynder der at blive bedre muligheder for Lidl. Og en planlovs-liberalisering kunne gøre det nemmere for Lidl at få accelereret nogle flere store butikker igennem hurtigere end ellers, siger Henning Bahr.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Opdateret 10. nov 2020