Lidl er alene med afskaffelse af plastikposer
Mens den internationale discountkæde Lidl i sidste uge meddelte, at kæden vil indføre FSC-certificerede papirsposer og muleposer som alternativ til indkøbsposer af plastik, lyder det fra Coop og Dansk Supermarked, at kæderne beholder plastikposerne.
- Vi vil ikke erstatte plastposer med papirsposer, da det ikke vil reducere miljøbelastningen, tværtimod. Forbrug af vand og papir til papirposer udgør et større miljøtryk end pro-duktionen af plastposer gør, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.
- Samtidig har plastposerne den fordel, at de kan anvendes langt flere gange. De fleste har dem med hjem, og smider dem ud som skrald i de kommunale ordninger, siger Jens Juul Nielsen.
En række af Coops butikker tester dog en pose, der er produceret af komposterbart, majs-baseret bioplast.
- Det er ikke en test, vi fra centralt hold er involveret i, men som nogle relativt få enkelt-butikker forsøger, siger Jens Juul Nielsen.
En plastpose holder i 400 år
Også Dansk Supermarked understreger fordelen ved at plastposer genbruges.
- Derudover sælger vi også net i vores butikker, og dem er kunderne rigtig gode til at benytte ved deres indkøb. Vi arbejder benhårdt på at gøre en forskel og finde løsninger til gavn for miljøet – blandt andet inden for madspild, genanvendelse, energi og brug af plastik, siger Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked.
Fra Anders Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000, lyder det:
- Vi arbejder løbende med forskellige miljøtiltag - også i forhold til problematikken omkring plastik. Fx er vi i gang med at ændre flere af vores emballager på rengøringsprodukter til genanvendelig plast, og vi har fjernet mikroplast i vores mikrofiberklude, siger han.
- Vi vil gerne optimere brugen af plastemballage, og selvom vores plastbæreposer er produceret med 80 pct. genanvendelig plast, vil vi gerne begrænse salget af dem. Derfor introducerede vi sidste år et indkøbsnet som alternativ til vores plastbæreposer, siger Anders Jensen.
Ingen af koncernerne vil sætte tal på deres salg af plastposer.
Lidl sælger ca. 10 millioner plastikposer om året, og dem vil kæden udfase fra 2018.
- Det er klart at papirsposer også har et miljøaftryk, når de produceres. Vores alternativ er dog nedbrydeligt i naturen, mens det tager op til 400 år for en plastikpose at blive ned-brudt. Med den stigende problematik, vi ser, med plastik i havene og på landjorden, mener vi, at vi har ansvar for at finde et nedbrydeligt alternativ, siger Tina Kaysen, CSR-ansvarlig i Lidl Danmark.