Kunder finder ofte prisfejl i dagligvarebutikken
Det burde egentligt ikke være nødvendigt, men ofte kan det alligevel betale sig at løbe sin kvittering efter for fejl.
I hvert fald viser en rundspørge i Forbrugerrådets Tænk kundepanel, at hver fjerde forbruger, der regelmæssigt tjekker deres kvitteringer efter et besøg i en dagligvarebutik, finder fejl på kvitteringen. Det skriver B.T.
Problemet er bestemt ikke nyt i branchen, men at det stadigvæk er så omfattende, overrasker detailhandelsekspert Bruno Christensen. Han mener, at problemet skyldes den danske tilbudskultur, hvor priserne hele tiden skifter.
Kasper Reggelsen, presseansvarlig i Salling Group, erkender, at der opstår fejl til tider, men understreger også, at elektroniske hyldeforkanter i Bilka og Føtex har hjulpet på problemet, siger han til avisen.
Jens Juul Nielsen, kommunikationsdirektør i Coop, peger netop på de elektroniske hyldeforkanter som en løsning på de prisfejl, som stadigvæk opstår i koncernens butikker.