Kun fire nye discountbutikker til Bornholm
Naturstyrelsen spænder nu ben for tre ud af de syv dis countbutikker, som et flertal af de bornholmske kommunalpolitikere har ønsket placeret på øen.
Det drejer sig om to ud de tre placeringer i udkanten af Rønne, som både Lidl, Rema 1000 og Fakta har set sig varme på, og derudover bliver det ikke muligt for Rema 1000 at bygge en butik ved Søbækken i Nexø.
Den nye discountbutik uden for Rønnes bymidte kan ifølge Naturstyrelsen placeres enten i Rønne nord eller i den østlige udkant.
Netto har i alt fem discountbutikker på øen, og Fakta har én. Sidstnævnte har ønsket af få endnu en butik på øen, ligesom Lidl har planer om to og Rema 1000 har ønsket tre.
Naturstyrelsen har med sine bemærkninger blandt andet gjort opmærksom på, at det maksimumscenarie, som regionskommunen har opstillet som baggrund for kommuneplanen ikke er realistisk. Syv discountbutikker på de ønskede placeringer vil fjerne handel fra bymidten.
Detailhandelsekspert, adm. direktør og ejer af Retail Institute of Scandinavia, Henning Bahr, har tidligere sagt til Dansk Handelsblad, at med "tre nye discountsupermarkeder på Bornholm, når man nok op på landsgennemsnittet" for discountbutikker.
DISCOUNT BORNHOLM