Koncertbilletter til salg sammen med mel og gryn
-
Salling Group gør det lettere for festivalgæster at få fat i en billet til Grøn Koncert
Når Grøn Koncert i juli måned rykker ud til landets glade festivalgæster med musik og frivillige, er det igen i år med Salling Group som samarbejdspartner.
Muskelsvindfondens samarbejde med Salling Group betyder, at danskerne kan købe deres billetter, når de handler dagligvarer i Føtex, Bilka og Netto. Det er med til at styrke det overskud, der går til Muskelsvindfondens arbejde for mennesker med muskelsvind.
Igen i år støtter Salling Group Muskelsvindfondens arbejde gennem salg af festivalbilletter i koncernens butikker. Tidligere har det kun være muligt at købe billetterne i kundeservice i Føtex og Bilka, men fra i år kan kunderne købe deres billet direkte i kasselinjen, når de handler dagligvarer i de tre dagligvarekæder.
Dermed udvider Salling Group antallet af salgssteder med omkring 530 butikker.
- Grøn er hele Danmarks festival, og netop derfor er jeg både glad og stolt over Muskelsvindfondens samarbejde med Salling Group. Det betyder, at danskerne kan købe deres billetter der, hvor de alligevel handler, og den slags synlighed og salg betyder meget. I sidste ende bidrager det til at styrke det overskud fra Grøn, der går til Muskelsvindfondens vigtige arbejde for mennesker med muskelsvind og deres pårørende, siger formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen.
Diversitet på vægtskålen
Salling Group vægter diversitet højt, og ikke mindst at der er mange måder at være medarbejder på, blandt andet i form af særligt tilrettelagte jobs på tværs af niveauer og funktioner. Koncernen arbejder tæt sammen med kommuner, stat og civilsamfund for at kunne skræddersy ansættelser på særlige vilkår.
- I Salling Group tror vi på styrken i diversitet, og at alle kan gøre en forskel – det handler grundlæggende om at fokusere på menneskers styrker og potentialer fremfor begrænsninger både i måden man leder på, måden man dyrker kollegaskabet på, og måden man indretter arbejdspladsen på. Derfor tager vi i Salling Group gerne individuelle hensyn, for at alle vores medarbejdere kan bringe sine styrker og kompetencer i spil på trods af nedsat arbejdsevne. Og den tilgang beriger hverdagen, også kollegialt, siger HR-direktør i Salling Group, Louise Gade.
Overskuddet fra Grøn Koncert går blandt andet til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe fællesskaber for børn og unge, danne forældregrupper, familieweekender, understøtte betydningsfulde netværk, flytte holdninger, bryde tabuer samt arbejde med den handicappolitiske indsats.
Grøn Koncert løber af stablen 20-30. juli, og kommer forbi otte danske byer.