Købmændenes organisation opfordrer til at handle lokalt

Salling Group 27. mar 2020 -
This describes the image
John Wagner er administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd (DSK) Foto: DSK

Husk at handle lokalt, lyder det fra De Samvirkende Købmænd.

Organisationen kommer med opfordringen, fordi det nu bliver muligt at køre til de store varehuse som Bilka og Kvickly på to ud af fire påskehelligdage.

For at sprede påskehandlen over flere dage og dermed undgå, at danskerne stimler sammen i butikkerne på de dage op til påske, hvor der normalt lægges markant store indkøb i dagligvarehandlen, har erhvervsminister Simon Kollerup lagt op til en delvis suspendering af lukkeloven.

Det betyder, at alle supermarkeder må holde åbent skærtorsdag og 1. påskedag - søndag - fra 10 til 17.

"Suspenderingen vil indiskutabelt flytte omsætning fra de mindre dagligvarebutikker til større butikker, indebære varedistribution på de to helligdage, og at flere butiksansatte skal på arbejde", lyder det fra DSK.

- Vi respekterer, at vi jo nærmest er i en undtagelsestilstand, hvor utraditionelle værktøjer må tages i anvendelse - her en på alle måder forsvarlig tilsidesættelse af en ellers yderst fornuftig lukkelov. Erhvervsministeren har jo også klart tilkendegivet, at der er tale om en midlertidig særlovgivning, hvormed der ikke er taget stilling til lukkelovens fremtid i al almindelighed, siger adm. direktør i DSK John Wagner i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Vi vil som altid opfordre kunderne til at handle lokalt – også for at undgå at udbrede smitten geografisk. Det har aldrig været vigtigere end netop nu, at borgerne støtter det lokale erhvervsliv og ikke bevæger sig unødvendig langt for at handle de dagligvarer, som man lige så godt kan købe rundt om hjørnet.

Læs også: Alle supermarkeder må holde åbent to påskedage

Opdateret 10. nov 2020