Kiwi er på vej med nonfood-spotmarked
Grøntsagsknive til en tier, kaffekrus til 12 og penalhuse til 15 kroner. Det er bare nogle af de nonfoodvarer, der i denne uges tilbudsavis giver en forsmag på Kiwis nye tiltag.
Fra uge 23 vil seks spotborde og en tilbudsø være fyldt med nonfoodvarer i alle Kiwis butikker.
- Vi må erkende, at nonfood-spotvarer er noget af det, der får folk til at åbne tilbudsavisen, og at det i dag er en del af at være en discountkæde, siger kædedirektør for Kiwi, Carsten Hansen.
Han har erfaring med nonfood-spotvarer fra sin tid i Netto og har hidtil stædigt holdt igen. Kiwi skulle ikke være med på den bølge.
- Det er rigtig svært at sælge nonfood-spotvarer, og det har jeg stor respekt for. Man skal have de helt rigtige varer - i de rigtige mængder - og kunne købe dem til den helt rigtige pris for også at kunne sælge dem til den bedst mulige pris. Det kan være svært at købe godt ind på spotmarkedet, når man er en lille kæde, siger Carsten Hansen og tilføjer, at nonfood-varer kræver den helt rigtige indkøber med de rette kontakter, netværk og et godt "nonfood-indkøbsgen".
- Ham har vi fundet nu, siger kædedirektøren.
Men nonfood-spotvarer kræver også plads i butikkerne og skal eksponeres rigtigt. Det har derfor været nødvendigt for kæden at fjerne en del varenumre rundt omkring i butikken for at få plads til de nye varer.
- Vi lige nu i gang med bygge alle vores butikker om. Det er en stor opgave for vores medarbejdere, der også byggede butikkerne om for et år siden. Men vi kan alle se de store fordele, der venter på os på den anden side af ombygningerne, siger Carsten Hansen.
I de første måneder vil der hver uge komme forskellige spotvarer på bordene, men derefter vil varerne være mere tematiserede.
- Vi forventer, at spotvarerne vil trække flere kunder i butikken, og derudover vil de bidrage pænt til avancen i butikkerne, siger Carsten Hansen.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Foto: Helle-Karin Helstrand
Kædedirektør for Kiwi, Carsten Hansen, forventer, at det nye nonfood-spotmarked vil trække nye kunder til butikkerne.