Kampen om et klimamærke spidser til

Salling Group 5. mar 2020 -
This describes the image
Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Det er yderst kompliceret at lave en model til at beregne CO2-aftrykket på fødevarer.

Men for tiden arbejder Danmarks grønne tænketank Concito sammen med Aalborg Universitet om at skabe en ny klimadatabase, der inkluderer de 500 mest sælgende produkter i dansk dagligvarehandel.

Går alt efter planen, er databasen klar i tredje kvartal i år, hvorefter et klimamærke allertidligst kan lanceres i 2021.

Arbejdet med klimadatabasen er støttet af Salling Fondene med 1,7 mio. kr. og hvis det lykkedes at lave et operationelt mærke, vil Salling Group også benytte det.

Samtidig er det håbet, at også andre - både dagligvarekæder og leverandører - vil benytte mærket, der i første omgang vil fokusere på varekategorier snarere end de enkelte varers CO2-aftryk.

- Vi skal lave en nuanceret beregning, men i sidste ende skal forbrugerne kunne forstå det - og der er CO2-aftrykket det, som er nemmest at forholde sig til, siger Jo Ottow Svendsen, CSR-direktør i Salling Group.

Frygter forvirrede forbrugere

I Coop bakker man op om et fælles klimamærke i Danmark, men pt. har Coop svært ved at se en mærkningsordning lige rundt om hjørnet, fordi der mangler en fælles beregningsmetode.

- Det er rigtig, rigtig svært at kunne sætte en præcis CO2-angivelse på den konkrete vare, for den vare kan i sommerhalvåret komme fra en dansk producent og i vinterhalvåret fra en udenlandsk producent, siger Signe Frese, CSR-direktør i Coop Danmark.

Hos Arla er der opbakning til et klimamærke, så længe det er forskningsbaseret og gælder for alle.

Men så længe små leverandører ikke har metoden til at lave korrekte opgørelser over deres CO2-udledning, giver det ikke nogen mening at lave en mærkningsordning, siger Arla-topchef Peder Tuborgh.

Alt mens der er endnu er stor usikkerhed over metoden bag et fælles klimamærke, som både kan samle leverandører og dagligvarehandel, har plantefødevarevirksomheden Naturli’ for længst lanceret sit klimamærke på egne produkter, der f.eks. viser CO2-udledningen per liter havredrik fra jord til færdigt produkt.

Og hos Coop frygter man, at endnu flere leverandører lancerer egne klimamærker.

- Vi kommer til at skabe forbrugerforvirring, hvis der ikke er konsensus, lyder det fra Signe Frese.

Opdateret 10. nov 2020