Kæder: Intet behov for en ombudsmand
De dagligvarekæder, der står udenfor den frivillige aftale om fair samhandel, ser intet behov for hverken lovgivning eller en ombudsmand.
Det står fast, efter at Dagligvareleverandørerne – DLF i sidste uge i Dansk Handelsblad meldte ud, at de vil have lovgivning for at stoppe unfair samhandel.
Aldi, Lidl og Coop har underskrevet det såkaldte Supply Chain Initiative, mens Dansk Supermarked, Dagrofa og Rema 1000 afstår fra at underskrive.
Dansk Handelsblad har bedt de tre virksomheder om at kommentere ønsket fra DLF om at få en ombudsmand ligesom i England.
Dagrofa
Adm. direktør i Dagrofa, Per Thau, siger i en skriftlig kommentar:
"Vi ser absolut ikke et behov for en ombudsmand eller andre reguleringer for at sikre et godt samarbejde med vores leverandører. Hvis der er aktører, som misbruger deres mar- kedsposition, har vi jo allerede myndigheder, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som overvåger markedet og kan gribe ind, og som leverandører og DLF kan henvende sig til med konkrete sager.
Vi er rigtigt glade for vores gode samarbejde med dagligvareleverandørerne, som vi hele tiden arbejder på at udbygge. Vi har også sagt til DLF og leverandørerne, at vi til enhver tid er klar til at drøfte vores samarbejdsform, hvis de syntes, at der er noget, der giver anledning til bekymringer.
Sidst, vi havde en dialog om dette, var efter årsforhandlingerne sidste år, og der var ikke nogle væsentlige ting, som gav anledning til bekymringer. Det tror jeg heller ikke, at der er i år - så havde jeg nok hørt fra DLF eller leverandørene".
Dansk Supermarked
Kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked Group, Mads Hvitved Grand, skriver i en kommentar:
"DLF er som "kommercielt interessefællesskab for leverandører" sat i verden for at tjene leverandørerne. Ikke forbrugerne, ikke samfundet, ikke samhandlen. Og derfor klinger cheflobbyist Niels Jensens klagesang lidt hult, når leverandørerne fortsat præsterer overskudsgrader, der langt overstiger detailhandlens.
Niels Jensens bagland i DLF’s bestyrelse består bl.a. af verdens største leverandør af spiritus, og jeg har helt ærlig talt vanskeligt ved at se behovet for fællesinitiativer eller dansk lovgivning, der har til formål at maksimere afkastet for Diageos internationale ak- tionærer.”
Rema 1000
Adm. direktør i Rema 1000, Henrik Burkal, skriver til Dansk Handelsblad:
”Vi kan kun forholde os til egne samhandelsforhold. I en kommerciel forhandling kan der være forhold, som diskuteres. Vi vurderer, at samhandelen med vores leverandører er baseret på sunde og kommercielle forretningsrelationer. Vi tror på ”win-win” løsninger og langsigtede partnerskaber. Dette bekræftes af tilbagemeldinger fra leverandørerne i den årlige Factum-analyse.
Vi tænker, at vi agerer fair, og vi vurderer, at de kommercielle relationer allerede er velregulerede af de eksisterende rammer."