Kæder forventer fortsat vækst i øko-salg
Salget af økologiske varer forsætter med at vokse i 2017.
Sådan lyder det ifølge Økologisk Landsforening fra dansk dagligvarehandel.
En af de dagligvarekæder, der for alvor mærker den øgede øko-efterspørgsel, er Rema 1000, hvor salget af økologiske varer steg med 31 procent i 2016.
- Vi forventer en fortsat positiv udvikling i 2017 – bl.a. med nye produkter fra Gram Slot, som har udvidet med både mere jord og flere køer. Så her ligger der mulighed for flere nye øko-produkter i år, siger indkøbs- og marketingdirektør, Anders René Jensen.
Også hos Dansk Supermarked forventer man, at øko-salget fortsætter væksten i 2017. Ikke mindst hos kæden Netto.
– Vi har aldrig solgt mere økologi end i årets første måneder af 2017. Så de flotte takter fra 2016 fortsætter helt bestemt, hvilket er meget positivt. Vi har eksempelvis lanceret en helt ny økologisk serie, ØGO, som har fået en flot modtagelse, og som vi vil udvide gennem hele 2017 for at følge med efterspørgslen, siger Brian Seemann, landedirektør i Netto.
Økologisk Landsforening glæder sig over, at dagligvarehandlen har så stort fokus på økologi.
- Kæderne øger både synligheden og udvalget af de økologiske varer. Det gør det væsentligt mere interessant at være økologisk forbruger, og det belønner danskerne øjeblikkeligt ved at putte flere øko-varer i kurven. Det giver så endnu større grundlag for at få flere øko-produkter på hylderne. Det er således en meget positiv spiral, der er sat i gang, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.