International analytiker: Bilka vil miste terræn de kommende år
Salling Group har netop åbnet et nyt Bilka i Randers – 30 år efter at det daværende Dansk Supermarked første gang lagde billet ind på en plads i Kronjylland.
Kampen har varet så længe, at det næsten måtte være en selvfølge, at Bilka rykkede ind, da Coop opgav sit Kvickly-varehus i Randers Storcenter.
Varehuset har allerede én gang været et hypermarked. Det var i form af en Obs!, dengang Coop fortsat satsede på varehuse i så store formater. Dem har Coop opgivet, og i disse år skærer koncernen også ned på mængden af Kvickly-varehuse og omdanner dem til de mindre SuperBrugser.
Men Salling Group holder altså så hårdt fast i det helt store format, som Bilka er, at koncernen åbner endnu et.
En vurdering fra det internationale analysebureau LZ Retailytics, som Dansk Handelsblad samarbejder med, lyder ellers på, at Bilka vil miste markedsandele de kommende år. I første omgang vil Bilkas andel af dagligvaresalget falde med mere end et halvt procentpoint frem mod 2023 - fra 4,9 i år til 4,3.
Samtidig vil like for like-væksten i de 17 ”gamle” Bilka-varehuse være negativ i hvert fald frem til 2023.
Kæmper i mod
Ifølge LZ Retailytics er Bilkas forventede nedgang et udtryk for den generelle udvikling for hypermarkederne i Vesteuropa. De er bl.a. ramt af nethandlen med elektronik og andre nonfood-varer samt discountkædernes fremmarch. Hvad sidstnævnte angår, lider Bilka formentlig også under konkurrencen fra sin egen søsterkæde Netto, der udvikler sig med lynets hast i øjeblikket.
Derudover har hypermarkederne ifølge LZ Retailytics gennem de senere år fået en del dårlig omtale: Butikkerne er for store. De ligger for øde og langt væk. De er ikke konkurrencedygtige nok. De lever ikke op til kundernes forventninger.
I forbindelse med det seneste regnskab lagde topchef Per Bank da heller ikke skjul på, at Bilka har lidt. Han sagde dog, at kæden netop har afsluttet det omsætningsmæssigt bedste år i fire år. Det skyldes bl.a. at priserne er sat ned på 1000 varer – DiscountMatch, men også, at Salling Group har de seneste år arbejdet meget aktivt på at gøre Bilka-kæden mere attraktiv og ikke mindst overskuelig for kunderne.
I Bilka Future, som det nye koncept hedder, er der med kæmpeskilte skabt en navigation, der gør det lidt lettere at finde rundt. Samtidig er kategorierne i højere grad samlet i mindre universer med hvert sit udtryk. Noget, der i en vis grad får det store varehus til at minde en smule om et storcenter.
Sælger på nettet
Salling Groups nye Bilka hører da også med sine 8400 kvm. til i mellemgruppen. Det er dermed kun godt halvt så stort som de største i kæden som Tilst ved Aarhus og Skalborg ved Aalborg, der samtidig er de ældste i kæden.
Størrelsen giver sig selv. Planloven tillader ikke, at der bygges nye hypermarkeder, og når Bilka rykker ind i en tidligere Kvickly, må den eksisterende størrelse ikke overskrides. Men der var såmænd nok heller ikke behov for flere kvadratmeter.
I en tid, hvor bekvemmelighed står så højt på dagsordenen, at nogle forbrugere vælger at bestille deres dagligvarer på nettet for at slippe for at gå ind i butikken, er det ikke de største supermarkeder, der trækker mest. For de kunder, der bare ikke gider vade rundt på mere end 8000 kvm. for at finde en stak tilbud og en liter mælk, har Bilka trukket et nyt kort, der måske kan modarbejde den forudsagte nedgang: Bilka To Go, eller på dansk: ”bestil og hent”.
Ifølge kædedirektør Mark Nielsen skal 5 pct. af omsætningen i Bilka på længere hentes den vej, svarende til en omsætningsstigning på 3 pct., når kannibaliseringen er regnet fra. Foreløbig er konceptet rullet ud i halvdelen af kædens varehuse og flere – bl.a. det nye i Randers - er på vej – og ifølge kædedirektøren går det godt.
[caption id="attachment_71487" align="aligncenter" width="696"] Illustration: Ulrik Samsøe Figen[/caption]