ID-krav skaber vold mod kasseassistenter

Salling Group 19. sep 2018 -
This describes the image
Landedirektør for Netto Brian Seemann Broe i dialog med HKs Merete Kaffka om, hvordan man får unge til at vise ID ved kassen Foto: Helle-Karin Helstrand

Et stigende fokus på unges forbrug af alkohol og tobak har samtidig lagt et øget pres på dagligvarehandlen, der skal sikre at aldersgrænser på 15, 16 og 18 år overholdes ved salg af tobak, medicin, spil og fyrværkeri.

Men i modsætning til i mange andre lande, er der i Danmark ikke en tradition for at vise ID, og det kan skabe pressede situationer ved kassen i dagligvarehandlen.

- Det værste, vi har oplevet i Netto, er en mand, der hoppede op på kassebåndet og nikkede kasseassistenten en skalle, fordi han blev bedt om ID. Andre gange medfører ID-kravet verbale udgydelser eller trusler. Nogle har fået skåret deres dæk op på bilen efter at stillet krav om ID, fortæller landedirektør i Netto, Brian Seemann.

De ansatte i butikker oplever også, at forældre kommer forbi og skælder du.

- De er utilfredse med, at deres børn ikke kan hente cigaretter til dem, når de alligevel køber ind, siger kædedirektøren.

Han var en af oplægsholderne på en konference på Christiansborg om unge og ID-kultur, hvor både organisationer og politikere deltog.

- Vi har diskuteret problemet i flere år, men der skal noget helt andet til, hvis det skal lykkes, sagde Brian Seemann på konferencen.

Kræver lovændringer

Han foreslår, at unge, der vil købe nogle af de varer, der kræver en vis alder, skal betale med et betalingskort. Det skal samtidig være muligt at stoppe et salg automatisk via kasseterminalen og betalingskortet, hvis den unge ikke er 18 år.

- Det er lettere for kasseassistenten at sige, at det ikke kan lade sig gøre at sælge den unge en pakke cigaretter, end det er at sige, at hun ikke må, siger Brian Seemann.

Fra De Samvirkende Købmænd, DSK, deltog adm. dir. John Wagner i konferencen.

Han siger om Seemanns forslag:

- Kontrol via betalingskort er et mangeårigt DSK-forslag, som også indgår i DSKs forslag til Nationalt Tobaksforlig.

Forslaget om at betalingskortet skal fungere som alderskontrol kræver flere lovændringer – bl.a. skal cpr-nummer eller alder være en integreret og læsbar oplysning på betalingskortet – og så skal betalingsloven ændres, så butikkerne kan sige nej til at betale alkohol og tobak med kontanter.

Sundhedsordfører for Venstre, Jane Heitmann, vil ikke love noget konkret.

- Men den med at benytte betalingskortet vil jeg gerne tage med i idebanken, sagde hun.

Opdateret 10. nov 2020