Højere priser øger julehandels-optimisme

Salling Group 9. nov 2015 -
This describes the image

Forventningerne til de kommende måneders salg ligger helt naturligt højt blandt landets fødevarebutikker forud for årets højdepunkt, julehandelen.

Bare ikke helt så højt som på samme tidspunkt sidste år.

Det fremgår af oktober måneds konjunkturbarometer for detailhandel fra Danmarks Statistik.

Den såkaldt sammensatte konjunkturindikator, der parrer den faktiske omsætning i tre måneder før med butikkernes forventninger til de kommende tre måneder, er det højeste i hele detailhandelen med en værdi på 26 - mod 34 i oktober 2014.

Til gengæld ligger indikatoren væsentligt over værdien på 19 i september.

I Dansk Erhverv tager man bedre tal for hele detailhandelen som et udtryk for en mulig bedring af humøret i en hårdt prøvet handel.

- Når optimismen springer op som her i oktober, så kan det være et tegn på en forøget fart i dansk økonomi, som ellers er præget af forholdsvis svag vækst, siger Mira Lie Nielsen, der er økonom i Dansk Erhverv.

Høje forventninger følger priserne

Tiltroen til en fremgang i omsætningen blandt fødevarebutikkerne er med en nettoværdi på 61 helt på niveau med oktober 2014.

Går man lidt tættere på indholdet i det nye barometer, springer det imidlertid i øjnene, at det nu ikke mindst er højere priser, der ligger til grund for omsætnings-forventningerne.

Butikkernes oplevelse af udviklingen i både de reelle salgspriser i månederne inden oktober og de forventede priser i de næste tre måneder ligger på det højeste niveau i over tre år.

Butikkernes vurdering af priserne flugter godt med, at det seneste forbrugerprisindeks fra september viser en prisstigning på årsbasis på 1,5 pct. for fødevarerne. Dermed er "mad-inflationen" højere end længe.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Der er igen linet op til julehandel i landets dagligvarebutikker - og forventningerne er høje.

Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?