I al den tid, jeg har været en del af redaktionen på Dansk Handelsblad - og det er efterhånden ret længe - har der været to storspillere på det danske dagligvaremarked: Coop Danmark og Salling Group.

Der har været vis stabilitet i, at de sad godt og grundigt på to tredjedele af markedet. Vi har på godt og ondt vænnet os til det duopol, som den slags hedder i konkurrenceretten.

Coop holdt førstepladsen længe, men den kooperative gigant er blevet ramt i nakken af en strukturudvikling, der ikke har været nådig ved mange af de gamle butiksplaceringer, som tidligere udgjorde et aktiv for koncernen.

Nu regerer Salling Group, og den førerposition ser kun ud til at blive udbygget i de kommende år. I sidste uge præsenterede Retail Institute Scandinavia en ny prognose for markedsudviklingen, hvor Salling tilskrives en fremgang fra nu knap 35 pct. af dagligvaremarkedet til godt 36 pct. om 10 år.

I samme periode vil Coop ifølge prognosen gå tilbage fra knap 34 pct. til godt 29 pct.

Igen i år er der mange af branchens aktører, som skyder spådommene ned. Og sådan skal det være. Ingen lægger sig frivilligt ned, men slås videre med alt, hvad de har.

I denne uges blad er det især direktører i hhv. Netto og i Spar og Min Købmand, der slår tilbage.

Men hvad nu hvis en tredje større aktør om 10 år blandede sig i topstriden med en markedsandel tæt på Coops?

Traditionelt har der eksisteret endnu en stor blok under forskellige betegnelser: Købmændene, købmandssektoren - eller den frie sektor.

I praksis er nogle af de mest blodige slag i branchen i de senere år blevet udkæmpet mellem forskellige grupperinger i den sektor. Dagrofa stod for en tid tilbage som en vinder, fordi det gennem en række af fusioner med mindre konkurrenter var lykkedes at skrabe markedsandele og omsætning sammen. Det toppede lige omkring finanskrisens udbrud, hvor Dagrofa nåede tæt på 20 pct.

Men her i 2019 er Dagrofa langt tættere på 10 pct., og koncernen spås at dale yderligere - til under de 10 pct. i 2029.

Lægger man imidlertid spådommene for henholdsvis Reitan med Rema 1000 og Dagrofas kæder sammen, når man op på knap 26 pct.

Og det var sådan et tankeeksperiment, prognosens fader, adm. direktør Henning Bahr fra Retail Institute Scandinavia, kom ind på ved offentliggørelsen 7. november.

- Nu er Dagrofa jo blevet lillebror og Reitan storebror. Kunne man forestille sig på den lange bane, at vi ser en fusion her, fordi det ville være det mest rationelle på det danske marked?, spurgte han.

Spørgsmålet er afgjort relevant. Skulle sådan en fusion blive ført ud i livet, ville alle danske købmænd af alle slags blive samlet i én slagkraftig enhed med et gedigent volumen og meget stærke kompetencer i de tilgrænsende markeder, convenience og foodservice.

Aktuelt konkurrerer de imidlertid på livet løs, og i sidste uge kunne Dagrofa annoncere den glade nyhed om, at man havde fået Q8's servicestationer ind som kunde fra marts næste år. Q8 kommer netop fra Reitan - som ellers har vundet stort set alle slag om at levere til de største conveniencekæder i en årrække.

Men skal man vurdere, om Henning Bahrs fusionsidé har nogen gang på jord, skal man søge svaret i Norge.

- Der er nok nogle nordmænd, der skal blive enige - og det har de ikke tradition for, sagde han ved prognose-fremlæggelsen.

Norske Reitangruppen ejer Rema, og ærkerivalen NorgesGruppen er største aktionær i Dagrofa. Hjemme i Norge er de ikke ligefrem perlevenner. For nu at sige det på jysk.

Jeg har selv spurgt Rema-stifter Odd Reitan og bestyrelsesformand Ole Robert Reitan om en eventuel interesse for at købe Dagrofa for nylig. De har tidligere villet være medejere, men det lød ikke som et aktuelt tema for dem.

For NorgesGruppens vedkommende er det ikke den nuværende koncernchef Runar Hollevik, der købte sig ind i Dagrofa - og derfor ville en dansk fusion måske ikke være et større prestigetab.

Lykkes Dagrofa med sin igangværende turnaround-proces, kan en fusionssnak blive irrelevant. I det mindste for en tid. Men nu er ideen bragt videre.