Fremtidens Netto har fokus på fødevarer

Salling Group 16. jun 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: John Ehbrecht
Skrevet af: Henrik Denman

Gul har siden åbningen af den første butik i 1981 været discountkæden Nettos kendings-farve. I gadebilledet landet over er det nemt at få øje på de gule facader.

Fremtidens Netto-butikker vil også være let genkendelige på de gule facadeskilte, men inde i butikkerne vil den gule farve blive meget nedtonet.

Landets største discountkæde har i nogen tid arbejdet på at udvikle fremtidens Netto-butik, men det er hidtil foregået i Tyskland og Sverige tilført ideer fra de lukkede Netto-butikker i England.

Nu er det nye koncept kommet til Danmark, da Netto forleden genåbnede sin butik på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Det bliver en meget anderledes Netto, som københav-nerne fremover kan handle i.

Butikken er genåbnet efter en intensiv udvidelse og ombygning, og i butikken vil Netto teste en række ændringer i butikskonceptet.

– Vi har et klart ønske om at skabe spændende og indbydende discountbutikker, og vi skal hele tiden udvikle vores butikker, så de passer til tiden og imødekommer kundernes behov. Derfor vil vi gerne teste en række koncepter, som kan danne rammen om fremtidens discountbutik, siger Brian Seemann, der er landedirektør for Netto i Danmark.

Som i supermarkeder

Allerede når man går ind i den ca. 900 kvm. store butik kan man se forandringerne i det nye Netto-koncept, som Brian Seemann kalder Netto 2.0. Ikke blot er frugt- og grønt-afdelingen markant større end i kædens øvrige butikker, men den er også indrettet på en ny måde.

Den er indrettet som det, Brian Seemann kalder en lomme eller et område, hvor kunderne nemmere kan komme rundt til alle varerne, og hvor der er mere fokus på varerne.

Desuden er der som noget nyt en særlig sektion med conveniencevarer i forlængelse af frugt- og grøntafdelingen.

Her kan kunderne finde et udvalg af færdige salater, som i dag også findes i sortimentet i de fleste Nettobutikker. Men kæden vil have en del af det voksende marked for færdigretter og har derfor som noget nyt et større udvalg af færdigretter, der dels produceres af den mangeårige samarbejdspartner Løgismose og dels af andre leverandører.

– Vi har lyttet til kundernes ønsker og har indrettet frugt- og grøntafdelingen på en ny måde, så vi her og andre steder i butikken har mere fokus på ferskvarerne. Vi har indrettet nogle lommer i butikken, hvor vi henter inspiration fra supermarkederne. Det er den mest markante forandring i fremtidens Netto-butikker, forklarer Brian Seemann.

 

Satser på fersk kød

Umiddelbart efter frugt- og grøntafdelingen kommer kunden til en anden nyskabelse i Netto-konceptet, nemlig en stor afdeling med det ferske kød. Netto har i de senere år fået mere kvalitetskød bl.a. under sit eget mærke Premieur ind i sortimentet, men butikkerne har ikke altid de optimale muligheder for at præsentere udvalget. Det giver det nye koncept plads til.

– Det er ikke alle kunder, der har opdaget, hvor stort vores kødsortiment er, og det giver vi nu kunderne bedre mulighed for at opdage. Udvalget af kød kommer mere til sin ret i det nye koncept. Vi har øget sortimentet i kød kraftigt i flere år, men vi har ikke fået ordentlig kredit for det, siger Brian Seemann.

I samme afdeling er vinhylderne nu placeret, så kunderne kan vælge både kød og til-hørende vin samme sted. I den nye Netto er det faste sortiment placeret langs væggene, og spotvarerne er placeret på borde i midten af butikken.

Ro på indkøbsoplevelsen

Bagest i butikken er der er stort område med køle- og frysemøbler, og langs væggene er der køleskabe med mejerivarer, ost og pålæg.

Brian Seemann fortæller, at indretningen i butikken er valgt, så kunderne nemt kan navi-gere rundt.

– Ud over frugt og grønt er også convenience, fersk kød og en lang række andre varer fremhævet, så kundens indkøbsoplevelse og indkøbsflow forbedres, siger han.

Kunderne vil på indkøbsturen opleve, at der er bredere gange, så det er betydeligt nem-mere at få plads uden at støde ind i andre kunder, og hele butiksoplevelsen præges af nyt inventar, hvor fokus er på en mere elegant look-and-feel fornemmelse.

Det gælder f.eks. brugen af træ i frugt- og grøntafdelingen, det gælder nye køle- og frysemøbler, og det gælder baldakiner og skilte på væggene, hvor den gule farve stort set er forsvundet til fordel for en antracitgrå farve på inventaret.

Det gælder også ændret belysning i butikken, hvor varerne kommer mere i fokus.

– Vi vil med det nye inventar og de nye farver gerne skabe en anden stemning og skabe mere ro på indkøbsoplevelsen. Vi bruger derfor også flere lave møbler, så kunderne får en mere rolig og overskuelig helhedsopfattelse.

Tre testbutikker

Butikken på Peter Bangs Vej vil blive efterfulgt af yderligere to testbutikker i Køge og Ølstykke. Det er eksisterende Netto-butikker, der ombygges, så der bliver bedre mulighed for at spørge kunderne om deres indtryk før og nu.

Netto vil bagefter bruge tre-fire måneder på at evaluere kundernes reaktioner, før man går videre med at tilpasse konceptet og rulle det ud i resten af landet.

– Discount udvikler sig. Vi prøver at imødekomme kundernes ønsker, og det gør vi med flere ferskvarer. Vi sælger da også langt flere ferskvarer i dag. Forbrugerne skifter også fokus og vil gerne have mere convenience, og så må vi også forandre os, siger Brian Seemann.

Og den gule farve?

Den vil fortsat præge facaderne, men også her justeres skiltningen, så en gul foliering ikke er en del af vinduerne i Nettos bud på fremtidens discountbutik.

Opdateret 10. nov 2020