Forbrugerombudsmanden holder skarpt øje med kædernes priser

Salling Group 23. aug 2019 -
This describes the image
Foto: Forbrugerombudsmanden
Skrevet af: Søren Tougaard

Antallet af sager om vildledende priser i detailhandlen er gået markant tilbage, siden retningslinjerne for prismarkedsføring blev justeret tilbage i 2010 og gjort lettere for handlen at forstå.

Der er dog stadigvæk alt for mange sager, der omhandler vildledende før og normal priser i detailhandlen, hvor forbrugeren med god grund kan tro at have sparet x-antal kr. eller pct., men hvor virkeligheden viser sig at være en lidt anden.

Sidste år var antallet af sager med vildledende priser 174, og indtil nu har Forbrugerombudsmanden behandlet 134 sager om vildledende priser i detailhandlen i år.

- Der er god grund til at holde et vågent øje med detailbranchen. Det gælder ikke kun aktører indenfor dagligvarer, men især også inden for elektronik. Jo højere priser og besparelser, jo mere grund til at være på vagt, siger Carsten Strøjer, specialkonsulent og cand. jur. hos Forbrugerombudsmanden.

Dagligvarekæder politianmeldt

For at en vare må sættes på tilbud med en førpris, skal varens normalpris have været gældende i mindst seks uger, mens der for dagligvarer og sæsonvarer gælder en periode på fire uger.

Samtidig må kæder ikke køre tilbudskampagner på samme varer i det uendelige, men kan undtagelsesvist få forlænget tilbudsperioder ved særlige lejligheder så som januarudsalg, maj-kup og Black Friday.

- Sammenligningen kan blive vildledende, hvis produktet så ofte er på tilbud, at det ikke kan siges at have en reel normalpris, understreger Carsten Strøjer.

Netop denne fejl kom til at koste Bilka dyrt, da kæden fra oktober 2017 til januar 2018 markedsførte faste tilbudspriser på legetøj. En markedsført cykel havde ligeledes ikke kostet den oplyste normalpris i fire måneder op til tilbuddet.

Bilkas brud på markedsføringsloven kostede en politianmeldelse fra Forbrugerombudsmanden samt en klækkelig bøde på 700.000 kr., som Bilka accepterede at betale i maj i år.

Også Coop accepterede i september 2018 en bøde på 60.000 kr. samt konfiskation på yderligere 43.594 kr., efter at Irma tilbage i 2015 blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at have vildledt forbrugerne.

Sagen tog sin begyndelse, da en forbruger havde købt en Irma-cykel på irma.dk til 2.995 kr. og ugen efter så, at cyklen blev solgt til 3.145 kr. og markedsført med en førpris 3.495 kr.

Opdateret 10. nov 2020