Fokus på grøntafdelingen bærer frugt

Salling Group 23. okt 2015 -
This describes the image

Spande med afskårne blomster, servietter på tilbud, søde kartofler og danskvand med smag er bare nogle af de varer, der denne mandag er udstillet i det lyse, cirkulære indgangsparti i Løvbjerg på Koldingvej i Viborg.

Udstillingerne skifter mindst én gang om ugen, men to varekategorier er sikre i hver eneste udstilling.

Den ene er blomsterne, der altid skal byde kunderne velkommen.

Den anden er frugt eller grøntsager.

- Siden Jesper Due er blevet direktør, har vi i højere grad fået mulighed for at dyrke det, vi som købmænd tror, virker lokalt, siger Søren Brøndum Christensen, der nu betegner sig selv som købmand - og ikke som butikschef, som hans funktion hed før.

Den nye titel skal blandt andet signalere, at han har fået mere indflydelse - og det er han glad for.

- Men der skal kæmpes hårdt for at nå de mål, vi sætter for butikken i samarbejde med kæden, siger Søren Christensen, der nu blandt andet satser endnu hårdere på blomsterne.

- Vi har omsat for lige knap tre mio. kroner i de tre første kvartaler. Det er en vækst på 8 pct. Vi bestiller selvfølgelig meget gennem kæden, men Conny, der er ansvarlig for afdelingen, har lang erfaring med blomster og ved, hvad der sælger. Hun køber også ind lokalt, siger Søren Christensen.

Butikken på Koldingvej har eksempelvis mange udplantningsblomster om sommeren.

- Vi holder et tilløbsstykke af et blomstermarked udenfor, og så strækker vi sæsonen alt det, vi kan. Helt hen til medio juni, siger han.

Skal tjene på komplementærvarer

I indgangspartiet er i dag også en udstilling med specialiteter fra Nescafe. Kædens "Oktober Hug". Ved siden af de små kapsler til halv pris er Nescafé Gold til normalpris.

- Vi har i høj grad fået fokus på, hvad der giver mening for kunderne, og de vil have billige varer. Det skal de have fornemmelsen af, at de får, allerede ved indgangen. Men vi skal selvfølgelig også tjene penge. Derfor skal der altid være en komplementærvare med avance ved siden af de varer, vi ikke tjener på. Kunsten er at gøre det konstant og sørge for hyppig rotation, så kunderne får nye indtryk, hver gang de kommer, mener Søren Christensen.

Løvbjergs kunder har masser af alternativer i det sydlige Viborg. Skråt over for ligger en Rema 1000, og kun få km derfra ligger en anden, næsten ny Rema 1000, en Lidl og en halvandet år gammel Fakta. Knap tre kilometer fra Løvbjerg ligger det cirka 10 år gamle Bilka-varehus.

- Men til trods for de to nye konkurrenter, oplever vi pæn vækst, og selv om eleverne fra de to skoler i nærheden ofte kun køber en sodavand, ligger gennemsnitskøbet på knap 200 kroner, siger købmanden.

Butikken blev i august "Månedens butik" i Løvbjergs interne konkurrence mellem kædens 16 butikker. Vinderen ligger bedst i regnskabet i forhold til budget på flere parametre.

- Det var en glædelig nyhed at komme hjem til personalet med fra det månedlige købmandsmøde, siger Søren Christensen.

Diplomet for at være kædens bedste butik hænger i personalegangen sammen med et tilsvarende diplom fra april i år - og et fra sidste år.

Overvågning af frugt og grønt

Et konstant fokus på frugt og grønt har formentlig været med til at sikre butikken diplomet.

- Hele vores butik bliver målt på, hvordan kvaliteten er i frugt og grønt. Er den ikke helt i orden, kommer kunderne ikke igen. Man har ikke mange skud i bøssen, siger købmanden, der har styrket bemandingen i frugt- og grøntafdelingen.

- Nu er der fire medarbejdere hver morgen til at gøre afdelingen klar til kunderne. Derudover er der én, der overvåger afdelingen resten af dagen for at sikre, at den hele tiden er i top, siger Søren Christensen og tilføjer, at han holder sin lønprocent, der ikke længere er præget af en slagterafdeling.

Butikken i Viborg Syd har nemlig ikke længere sin egen produktionsafdeling, men køber kød i kædens butik i Overlund i det østlige Viborg - på samme måde som fem andre Løvbjerg-butikker får fra nærliggende butikker.

Alligevel har slagtervarerne i år været butikkens største succes.

- Det er vigtigt for os at have friske slagtervarer, så vi kan skille os ud fra discountbutikkerne. Men alle supermarkeder ved, at det er dyrt at have en produktionsafdeling. Inden vi lukkede vores slagterafdeling, var vi bekymrede for, om kunderne ville savne en slagter, de kunne spørge til råds. Men vi kan konstatere, at det vigtigste er, at vi har varerne, siger købmanden og tilføjer, at de altid kan ringe til mester eller svende i Overlund og få hjælp, hvis en kunde spørger om råd.

Stram disponering af kød

- Men det sker faktisk yderst sjældent. Vi er sikret en fast avance på kødet, men jeg tjener selvfølgelig ikke det samme på kødet, når vi skal købe det af vores søsterbutik. Til gengæld skal jeg aldrig bekymre mig om, hvorvidt jeg kan skaffe en slagter, eller hvordan jeg bemander afdelingen i ferieperioder, siger købmanden og understreger, at det ikke betyder, at han ikke har fokus på afdelingen.

- Jeg har et dygtigt team på tre til at bestille kød, og de gør et helt fantastisk stykke arbejde. De laver hver dag et super flot oplæg, og sikrer en meget stramt styret disponering. De sørger også for, at vores impulsbokse aldrig er halvtomme, siger købmanden, der får kød fra Overlund en gang om dagen.

- I en nødsituation kan vi få en ekstra gang, ligesom vi også kan låne varer af hinanden og udveksle erfaringer generelt, siger han og tilføjer, at det hakkede kød får alle butikker fra kæden.

Afstanden mellem de to butikker er så stor, at de ikke kæmper om de samme kunder. Men de deles om udgiften til udsendelse af kædens markedsføring og annoncerne i lokalaviserne.

Tekst og Foto: Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk

Opdateret 10. nov 2020