Føtex: Vi tiltrækker flere kunder

Salling Group 6. okt 2017 -
This describes the image
| Føtex åbner nu anden runde i et pris-slagsmål. Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen |Foto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Det er seks uger siden, Føtex tog hul på omfattende og varige prissænkninger af mere end 2.000 varer.

I dag er lidt mere end en tredjedel af de planlagte prisjusteringer inden årets udgang foretaget, og det har trukket flere kunder til kæden, fortæller Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarkeds Group.

- Vi har set en meget positiv udvikling. Også i hverdagene på f.eks. tirsdage. Kunderne vil rigtig gerne Føtex, men de har også tidligere peget på, at priserne er for høje. Nu går vi ind og banker til priserne, så de bliver på niveau med discoutbutikkerne på en lang række helt normale dagligvarer. Det er vist meget få, der ikke har opdaget det, siger Kasper Reggelsen med henvisning til den gule boksehandske, der toner frem i reklameblokkene og tæsker til priserne.

Så sent som i juli viste en forbrugerundersøgelse foretaget af analysebureauet Wilke blandt 1.020 repræsentative danskere, at Føtex er den af supermarkedskæderne, som flest foretrækker at handle i, hvis de havde frit valg på alle hylder.

På alle andre parametre end pris, scorer Føtex, ifølge Kasper Reggelsen, rigtig højt i interne forbrugerundersøgelser.

Særligt når det gælder kvalitet.

- Når vi har spurgt vores kunder, hvorfor de ikke handler mere i Føtex, har de svaret, at det er på grund af priserne. Mange kunder har derfor handlet i Føtex op til weekenden og mindre i Føtex i hverdagene. Vi vil gerne have, at kunderne både handler i Føtex i hverdage og i weekender. Det er derfor, vi har sat priserne ned, forklarer Kasper Reggelsen.

Lang vej igen
Den store prisoperation i Føtex er ifølge koncernchef Per Bank en investering til 250 mio. kr., som svarer til ca. 14 pct. af koncernens samlede overskud sidste år.

Derfor er det også rigtig mange nye kunder, Føtex skal ud at erobre fra konkurrenterne, før den kvarte milliard er tjent hjem igen.

Kasper Reggelsen mener dog, at Føtex har fået et rigtig godt afsæt, og at man med en fødselsdag oveni holder momentum på at få endnu flere kunder ind i Føtex-butikkerne.

- En investering i den ambitiøse størrelsesorden er ikke noget, der lige tjener sig hjem. Det tager tid og kræver hårdt arbejde. Men på tværs af hele organisationen er holdningen, at det er det helt rigtige for Føtex. Med så mange Føtex og Netto, kan der selvfølgelig ikke undgås at være en vis kannibalisering mellem vores kæder. Men det vil vi naturligvis hellere have, end at kunderne går til en af vores konkurrenter, siger Kasper Reggelsen.

Opdateret 10. nov 2020