Føtex udvider åbningstiden - om morgenen
I december måned er der tradition for, at mange butikker har lidt længere åbent end vanligt. Som regel indebærer det en time eller to længere om aftenen.
I år har Salling Groups supermarkedskæde valgt at lægge en time til om morgenen.
Det fortæller kædens nye direktør Anja Madsen på LinkedIn i forbindelse med et indlæg om sikkerhed og mundbind i kædens butikker.
"Desuden vil alle føtex-butikker udvide sine åbningstider fra december, så vi åbner kl. 6. Det giver mindre pres på i morgentimerne", skriver Anja Madsen.
Udvidelsen af åbningstiden sker, efter at Per Bank stort set lige har fortalt på samme medie, at Netto og Føtex fremover lukker senest kl. 22.
Det sker samtidig med, at alkoholsalget er blevet forbudt i detail efter kl. 22, og det gælder ca. 50 Netto-butikker samt en enkelt Føtex Food.
Anja Madsen henviser i øvrigt til kædens ”Klik & Hent”.
Inden længe vil Føtex også tilbyde hjemmelevering.