Føtex tester nyt convenience-koncept
Danskernes trang til hurtig mad på farten har været umættelig de senere år. Så kom corona og bremsede med ét convenincesalget herhjemme. Både i dagligvarebutikkerne, på servicestationer og i kiosker.
Med genåbningen af Danmark efterspørger kunderne igen hurtig og lette måltidsløsninger, og det får nu Salling Groups varehuskæde Føtex til at teste et nyt fastfood-koncept. I første omgang i to varehuse i Fredericia og Svendborg.
Idémanden til det nye koncept er Allan Riis, der er varehuschef i Føtex City i Fredericia. Her er varehuset pt. i gang med en større modernisering.
- Bager og Quickfood bliver større, end det var før, og loftet bliver sænket, så det føles, som man går ind i en bagerbutik. Så indfører vi et helt nyt fastfood-koncept, hvor vi tilbyder mange flere fastfood-produkter, siger han til Fredericia Dagblad.
Allan Riis fortæller, at han har været med til at udvikle det nye koncept sammen med kollegaer på Salling Groups hovedkontor, siden han kom på ideen for seks år siden.
Han forventer, at det nye koncept står klart fra mandag den 14. september, hvor Føtex fejrer 60 års fødselsdag hele ugen.