Føtex sætter ekstra tryk på økologi

Salling Group 14. sep 2016 -
This describes the image
Føtex Food på Østerbro i København, som er en af økologisalgets stærkeste bastioner. Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Efter en vækst på 20 pct. i salget af økologiske varer i år, øger Dansk Supermarkeds varehuskæde nu sit øko-sortiment til 200 varer og når dermed op på over 1000.

Så mange er der ingen andre landsdækkende kæder, der kan matche.

Udvidelsen af mængden af øko-varer foregår i et samarbejde med Økologisk Landsforening.

– I Føtex er vi meget optaget af økologi, og vi sætter virkelig tryk på det med vores nye samarbejde med Økologisk Landsforening. Et samarbejde, hvor vi i fællesskab sikrer, at vi har de helt rigtige økologiske kvalitetsvarer på hylderne og sammen løfter økologien, siger Thor Jørgensen, der er direktør i Føtex, i en pressemeddelelse.

– Vi glæder os over samarbejdet og over at se så stærk en vækst i det økologiske salg i føtex. Med mere end 1000 økologiske varer i alle butikkerne bliver Føtex nu den landsdækkende kæde, der har det største udvalg af økologi, siger Helle Bossen, chefkonsulent i Økologisk Landsforening.

Opdateret 10. nov 2020