Føtex og Bilka lancerer nyt grønt madkoncept
-
'Chop Chop' er navnet på et nyt madinspirationskoncept i de to Salling Group-kæder, som skal gøre det nemt at få mere grønt på tallerkenen
Inspiration og nemhed er hovedingredienserne i et helt nyt koncept, som lander på hylderne i denne uge i Føtex og fra næste uge i Bilka.
Det nye koncept har fået navnet ‘Chop Chop’ og består af en pakke med grøntsager og krydderier samt tilhørende opskrift, som passer til indholdet i kassen og rækker til to-fire personer.
På den måde får man lige præcis det, man skal bruge for at lave retten.
‘Chop Chop’ gør det nemt for kunderne at få inspiration til aftensmaden, og samtidig er alt, hvad de skal bruge, samlet i pakken. Hvis kunden har lyst, kan man sagtens tilsætte protein til retten eller vælge at lade den være vegetarisk. På pakken foreslår Føtex og Bilka hvilken type af protein, som egner sig bedst til indholdet i den pågældende ‘Chop Chop’-kasse.
- Håbet er, at ‘Chop Chop’ vil inspirere vores kunder til god og nem aftensmad, som tilmed er mere grøn. Det hele er superenkelt, fordi man får korrekt afmålt mængde af grøntsager, krydderier og opskrift, så det er nemt og enkelt at gå til, siger Stephan Bruhn, Category Director, Fruits & Vegetable i Salling Group.
Fra uge 43 kan kunderne finde fire-seks forskellige Chop Chop-kasser i alle landets Føtex-varehuse undtagen Føtex Food. Fra uge 44 i Bilka samt på BilkaToGo.