Føtex gafler årets første frilandskartofler på Sjælland
-
Årets første danske kartofler er gravet op under åben himmel og kan i dag købes i tre sjællandske varehuse
Tre Føtex varehuse på Sjælland har gaflet årets første danske kartofler fra friland. Og selv om de koster en bondegård, så forventes de at blive solgt i en ruf i løbet af dagen.
Det er kunderne i Føtex i Lautrupcentret, Roskilde og Egedal, som fra i dag kan sætte tænderne i sommerens spise og føle sig som heldige kartofler.
- Det er altid et positivt varsel om sol og sommer, når årets første danske kartofler fra friland er klar i vores varehuse. Det er glædeligt, at de danske nyopgravede kartofler er på hylderne hos os igen. Vi styrer ikke selv, hvornår kartoflerne, der er opdyrket under åben himmel, er klar - heldigvis har vi dygtige leverandører, der år efter år sørger for tidlige sommerkartofler, og i år er ingen undtagelse, siger Martin Dæncker, der er frugt og grønt-indkøber i Salling Group.
Det er leverandøren Ryttergårdens Gårdbutik ved Gundsølille, der ligger nord for Roskilde, som i første omgang leverer seks kilo i alt til de tre butikker. Det betyder, at hver butik får to kilo af de nyopgravede kartofler.
De seks kilo kartofler er kun en forsmag på høsten fra de lange rækker af kartofler hos Ryttergårdens Gårdbutik, der vil levere større mængder, når sæsonen for alvor går i gang.
Dansk mesterskab på Egeskov Slot
Flere af årets første kartofler vises frem i morgen tirsdag ved danmarksmesterskabet i dyrkning af frilandskartofler i Parken på Egeskov Slot. Ved sidste års konkurrence deltog kun fire kartoffeldyrkere. I år er tilmeldt 10 deltagere.
Godt hjulpet af forspiring lige fra før jul og udplantning i jorden med overdækning af fiberdug og plast - samt alle andre fif som tildeling af hønsemøg, af- og pålægning af overdækningen i forhold til sol og frost og så videre - er kartoffel-entusiaster fra hele landet klar til at dyste om det danske mesterskab i dyrkning af kartofler på friland på tirsdag på Egeskov Slot, skriver Effektiv Landbrug.
For at kunne deltage, skal kartoflerne have været i jorden i mindst 40 dage inden opgravningen, og kun solen har måttet bruges som opvarmning.
Vinderen af DM-titlen er den kartoffeldyrker, som ved vejningen på Egeskov Slot har kunnet fremavle det højeste antal gram kartofler på 10 planter.