Føtex barberer tilbudsavisen
En af markedets absolut tykkeste tilbudsaviser bliver slankere, når Salling Groups varehuskæde Føtex skærer 40 pct. af omfanget i år.
Kun "søsterkæden" Bilkas trykte tilbudsaviser er større end Føtex'. Føtex anslår, at det i 2020 vil give en papir-besparelse på næsten 3000 tons.
- Mange af vores kunder er meget glade for den trykte tilbudsavis, som lander i postkassen hver uge. Og det vil fortsætte. Men vi kan gøre en forskel og skåne klimaet ved at reducere antallet af sider i aviserne kraftigt, hvilket vi derfor kommer til at gøre i år, siger Thor Jørgensen, direktør i Føtex i en pressemeddelelse.
Der er noget at tage af. Alene i første halvdel af 2019 udsendte Føtex aviser med over 2000 sider med tilbud. Men hele sidste år skar kæden 7 pct. af sideantallet, viser tal fra Tjek, der står bag eTilbudsavisen.
Læs Flere kæder skruer ned for tilbudsblusset
Thor Jørgensen lover, at besparelserne på de tyndere aviser vil blive sendt videre til kædens kunder i form af bedre tilbud.
- De penge, vi sparer på at trykke færre sider, bruger vi ganske enkelt på endnu bedre tilbud. Derfor kommer det altså både kunderne og klimaet til gode, siger han.
Med til historien hører, at Føtex forventer at lancere et kundeloyalitets-program i år, som potentielt vil kunne give en mere raffineret markedsføring end den klassiske tilbudsavis.