Flere MobilePay-betalinger i dagligvarekæder

Salling Group 23. okt 2017 -
This describes the image
Foto: Oscar Haumann/Zevegraf.

Det var en stor streg i regningen for MobilePay, da Dansk Supermarked tidligere på året droppede MobilePay-betalinger i alle koncernens danske butikker. Og som om det ikke var ulykke nok for betalingsvirksomheden, kom lukningen af Kiwi blot få uger efter, Dagrofa havde udrullet hurtige betalinger fra låst skærm i samtlige af discountkædens 103 danske butikker.

Alligevel melder MobilePay om en positiv udvikling i antallet af MobilePay-betalinger i Rema 1000 og i Dagrofas kæder, som blandt andet tæller Meny og Spar.

- Holder vi os til Rema 1000 og Dagrofa, er der fremgang, siger Peter Kjærgaard Kriegbaum, presseansvarlig hos MobilePay.

En væsentlig årsag til fremgangen i Rema 1000 skal findes i den deleøkonomiske indkøbstjeneste Vigo, hvor det indtil for ganske nyligt udelukkende var muligt at købe varer over MobilePay. Ifølge Dansk Handelsblads oplysninger har det bevirket, at mere end 2 pct. af Rema 100s omsætning i Danmark, der sidste år var 12,3 mia. kr., stammer fra mobile betalinger. Oplysninger, som hverken Rema 1000 eller MobilePay dog vil be- eller afkræfte.

- Det er ikke så vigtigt, hvilket betalingsmiddel kunderne bruger i Rema 1000, så længe det er nemt og effektivt for alle, siger salgsdirektør Mads Nysted fra Rema 1000.

Håb om Dansk Supermarked

Et vigtigt skridt i at gøre MobilePay- betalinger nemmere og endnu mere udbredt i butikkerne, tog MobilePay i slutningen af sidste måned. Da lancerede betalingsvirksomheden hurtige betalinger fra låst skærm i blandt andet Meny og Matas, ligesom løsningen også rulles ud i Dagrofas øvrige kæder Spar, Min Købmand og Let-køb de kommende måneder.

- Låst skærm-betalinger fylder stadig meget lidt, men vi er netop kommet med en udvidet lancering i flere kæder. Vi tror, udbredelse af hurtige betalinger fra låst skærm er en lang sej kamp, fordi det kræver en vaneændring hos forbrugerne. Men vi er meget fortrøstningsfulde, siger Peter Kjærgaard Kriegbaum.

Han oplyser, at MobilePay heller ikke har opgivet håbet om at finde vej tilbage til Dansk Supermarkeds ca. 600 butikker herhjemme.

- Vi har ikke opgivet nogle kunder overhovedet, men det er nok dem (Dansk Supermarked, red.), der skal svare på, hvad der skal til. Vores opgave er at lykkes med at få MobilePay til at vokse i brug i stadig flere danske virksomheder, store som små, samt konstant at forbedre løsningerne. Det går foreløbigt rigtig fornuftigt, siger Peter Kjærgaard Kriegbaum. MobilePay er i dag tilgængelig for 3,6 mio. danske brugere.

Opdateret 10. nov 2020