Flere kunder bestiller den færdige julemad i Bilka og Føtex
Mange danskere foretrækker at bestille jule- og nytårsmenuen ude fra i stedet for selv at stå i køkkenet.
Det oplever man også hos Bilka og Føtex, som leverer mad ud af huset til afhentning i det lokale varehuse.
Her lyder forventningen, at man sælger op til dobbelt så mange kuverter i forhold til sidste år.
- Vi har lige haft en af de allerstørste uger for mad ud af huset, hvor vi solgte flere end 25.000 kuverter på tværs af Bilka og Føtex, så vi er allerede langt over vores forventning. Samlet set oplever vi en markant vækst på julefrokoster, retter til juleaften og nytårsmenuer sammenlignet med sidste år, siger Tore Nederland, der er sortiments- og projektchef i Føtex, i en pressemeddelelse.
Prioriterer tid til hinanden
Som noget nyt har Bilka og Føtex i år lavet en juleaftensmenu med and, som kan tilberedes derhjemme på kort tid.
- Vi oplever en stigende interesse for også at bestille mad ud af huset til selve juleaften. Så kan det godt være, at risalamanden ikke er lavet efter mormors opskrift, men den smager lige så godt. Al den tid det tager at stå i køkkenet, vil kunderne hellere tilbringe sammen med familien, siger Tore Nederland.
Alle menuer skal bestilles senest fire dage før. Juleaftensmenuen kan afhentes i Bilka eller Føtex den 23. december.