Fætter BR version 2.0 slår dørene op

Salling Group 27. mar 2019 -
This describes the image
Salling Groups BR-kæde satser nu på Click & Collect under den igangværende nedlukning.  Foto: Salling Group

Overraskende nok kom det som en overraskelse for mange, da legetøjskæden Fætter BR efter flere års problemer kastede håndklædet i ringen og 28. december sidste år erklærede sig konkurs.

Kort tid efter viste både Salling Group og Coop interesse i at overtage stumperne, men det var som bekendt først-nævnte, som løb af med både varelager og varemærke.

Ifølge Dagbladet Børsens oplysninger en handel, som kostede dagligvarekoncernen 205 mio. kr.

Siden har Salling Group haft travlt med at finde en direktør for den nyetablerede legetøjsdivision og en masse medarbejdere til de 26 BR-butikker, som koncernen har besluttet at genoplive.

BR i den digitale tidsalder

Per Bank, manden i spidsen for Salling Group, var selv med på andendagen af BR’s åbningsturne.

”Så er BR nummer 2 åbnet i dag (i går, red.) på Fisketorvet, 300 forventningsfulde kunder i kø fra kl. 12. En fantastisk start efter mange ugers arbejde med at blive klar. I morgen (i dag, red.) er det åbning i Frederiksberg Centret, torsdag er det Algade i Ålborg, og fredag bliver det Bruun’s Galleri i Aarhus. Sådan fortsætter det med en åbning per dag indtil den 10. maj. Virkelig dejligt at se den entusiasme, vores kunder bliver mødt med,” skriver Salling Groups adm. direktør på LinkedIn.

38-årige Charlotte From har fået opgaven med, som kædedirektør for det genopståede Fætter BR under Salling Group, at gøre Fætter BR til en sund forretning.

Det skal blandt andet ske gennem en ny webshop, oplagte stordriftsfordele og fokus på mere elektronik.

- Legetøj har en anden betydning end for bare et eller to årtier siden. Det digitale optager mange - måske især drenge - og skal da indgå tydeligt i vores univers. Eksempelvis er min egen søn på otte år fokuseret på de digitale spil, og det er da bestemt en varegruppe, som vi også må være stærke i. Helt på linje med dukker og andet som tiltaler andre børn. Der er ingen tvivl om, at vi også kan få mere elektronik på hylderne, end legetøjskæden tidligere var kendt for, udtaler hun i et interview med Finans.

Opdateret 10. nov 2020