Færre butikschefer forlader Netto
-
Danmarks største discountkæde fastholder ni ud af 10 butikschefer og er klar til at give endnu flere butikschefer en særlig status som senior store manager
Der er rift om dygtige butikschefer, hvorfor discountkæderne Netto, Rema 1000, Lidl og 365discount ikke tøver med at gå på strandhugst hos hinanden i takt med, at de åbner flere butikker.
Ved årsskiftet udvidede Netto sin gruppe af såkaldt senior store anagers i Danmark til 60 butikker. Det er de dygtigste butikschefer i kæden, som både får tilbudt en firmabil og bliver en del af det netværk, der kommer med input til udviklingen af kulturen i kæden.
Kæden har nu så stor succes med at øge omsætningen i sine butikker, at gruppen nu kan udvides til 75 butikker.
Tidligere har Netto som Danmarks største discountkæde måtte vinke farvel til op mod halvdelen af sine butikschefer, der i mange tilfælde har søgt nye udfordringer hos konkurrenterne.
- Men nu er det kun én ud af 10 butikschefer, som forlader os for til fordel for job i en anden dagligvarekæde, siger kædedirektør Braw Bakir og forklarer:
- Vi har to stærke kort på hånden. For det første er vi fondsejet og kan geninvestere uden at spørge ejerne, og så har vi med vores medarbejdsprogram sat kursen for en vinderkultur.
Blandt senior store managerne har kun en enkelt forladt kæden.
De seneste år har Netto arbejdet for at løfte den gode medarbejderoplevelse og vise, at den store indsats, som medarbejderne ligger i butikkerne, bliver anerkendt – uanset om man er ungarbejder eller butikschef.
Det sker gennem programmet Nex – Netto Employee Experience, der blandt handler om, at respekt er roden til både glade medarbejdere og tilfredse kunder, da den gode kundeoplevelse begynder i mødet med medarbejderne.
Den foretrukne dagligvarebutik
Det er resultatet af det arbejde, som ifølge Braw Bakir i sidste ende vil sikre, at Netto vil lykkes med sin strategi om fortsat at være danskernes foretrukne dagligvarebutik.
Kæden vil i begyndelsen af det nye år kunne komme op i nærheden af 550 butikker, hvis konkurrencemyndighederne godkender Salling Groups overtagelse af 21 butikker og projekter fra Aldi.
Som en del af kulturen vil Netto give alle butikschefer mere indflydelse på jobbet, så de i praksis placerer sig et sted, der ledelsesmæssigt ligger mellem et sted mellem f.eks. den centrale styring i Lidl og en højere grad af frihed til lokalt købmandskab i Rema 1000.
- Ledelsesmæssigt vil vi gerne ligge på midten, hvor folk får nogle spilleregler, men de har også selv lov til at beslutte en del ting, siger Braw Bakir og sammenligner det med kædens koncept 3.0, hvor sortimentet bevæger sig på en gylden middelvej med lave priser, mærkevarer og premiumprodukter.
Karriere og familieliv
Da Dagligvarehandlen.dk i august interviewede Netto-direktøren om kædens strategiplaner, fortalte han, at kæden nu tværtimod oplever, at butikschefer vender retur til Netto, da de savner kulturen i kæden.
Som eksempel nævner han tvillingerne Alexandra og Christina Denman, der er henholdsvis distriktschef og butikschef.
I et dobbeltinterview til Dagligvarehandlen.dk fortalte de om en kulturrejse fra fokus på måltal i alle detaljer - helt ned til scanningstiden per vare i kassen – til en værdibaseret ledelse, som blev formuleret som led i en ny strategi under daværende kædedirektør Michael Løve og nu lever videre under den nye kædedirektør.
De har begge vist vejen ved at vise initiativ og arbejde hårdt. Alexandra har fået opfyldt drømmen om et job som distriktschef, mens Christina satser på både familie og butikschefjobbet.
I deres mange første år i kæden arbejdede de over den normerede arbejdstid, selv om de var unge og ikke havde formelt ansvar.
- Sådan er det ikke længere. Nu udvikler vi hinanden inden for normal arbejdstid. Og sammen med en mere respektfuld tone, hvor vi ser hinanden som mennesker og ikke robotter. Så det er helt klart blevet meget sjovere at udfolde potentialerne ud fra de forudsætninger, som den enkelte kommer med, siger Christina Denman.
Hun har valgt at blive i Netto, fordi rammerne for jobbet også giver hende tid til familien.
- For nogle år siden blev jeg træt af den dengang kontante tone hos distriktscheferne og søgte til Rema 1000, hvor jeg var med til at åbne butik i Virum med henblik på at få min egen butik, har hun fortalt til Dagligvarehandlen.dk.
Men Christina søgte tilbage til Netto, da hun ikke kunne få sit eget familieliv til at passe ind i Rema-familien.
- Jeg indså, at jeg ville komme til at savne Netto-kulturen. Kædekontoret gør et stort arbejde for at forenkle vores opgave på gulvet, hvad der giver mere tid til at fokusere på at udvikle medarbejderne. Og det er jo hvad Netto Employer Experience handler om, siger Christina Denman.