EU tjekker Nettos køb af én butik

Salling Group 28. jan 2016 -
This describes the image

Den britiske kæde Morrisons salg af et enkelt supermarked til ligeledes britiske Netto Limited er af en eller anden grund havnet på listen over de konkurrencesager, som hører til under den danske konkurrencekommissær Margrete Vestager.

Salget af butikken, der ligger på Armitage Avenue i byen Little Hulton med ca. 13.000 indbyggere nordvest for Manchester, kommer dermed i selskab med større internationale fusioner som den canadiske Statoil-ejer Couche Tards overtagelse af Irlands største benzinselskab Topaz/Esso.

Den er for øvrigt netop godkendt.

Ejerne af Netto i Storbritannien, Dansk Supermarked og Sainsbury's, fortsætter med at pulje butiksplaceringer sammen i en mængde, der langt overstiger de 15 testbutikker, som skulle danne grundlag for en officiel beslutning om kædens comeback til det britiske marked.

Konkurrencesagen angående butikken i Little Hulton har fået en foreløbig deadline for afgørelse den 26. februar.

Opdateret 10. nov 2020