Enig dagligvarehandel siger nej til EU-regler om samhandel
Mens dagligvarekoncernerne er i gang med de sædvanlige årsforhandlinger med leverandørerne, er politikerne i EU i gang med at skabe et helt nyt regelsæt for, hvordan samhandlen mellem de to parter skal foregå i fremtiden.
Et regelsæt, som den samlede europæiske dagligvarehandel giver et rungende nej.
- Vi er alt andet end begejstrede for dette initiativ. EU har helt uhørt har tænkt sig at overrule kontraktfriheden mellem samhandlende parter, og forslaget har udviklet sig til EU, når EU er værst. Det må være initiativer som dette, der får privatpersoner, virksomheder og lande til at overveje, om det her med EU nu også er en god idé på alle områder, lyder det fra koncerndirektør i Coop, Jens Visholm.
Coops Peter Høgsted har sammen med Salling Groups Per Bank, Lidls internationale direktør, Jesper Højer, og 18 andre topchefer fra de store europæiske dagligvarekoncerner som Ahold, ICA, Edeka, Auchan, Metro og Spar sat sin underskrift på et brev, der er stilet til EU's ministerråd for landbrug og fiskeri.
Det er landet på den østrigske formands bord, inden Rådet, Parlamentet og Kommissionen i næste måned skal blive enige om det endelige direktiv.
Arbejdet med de nye regler begyndte år tilbage i Kommissionen som et regelsæt for at beskytte små sydeuropæiske landbrug, men det har i efteråret i Parlamentet udviklet sig til at handle om samhandlen mellem dagligvarekoncernerne og de helt store leverandører som Nestlé og Unilever.
I brevet til EU fremhæver dagligvarekoncernerne blandt andet, at mens de selv ligger med overskudsgrader på mellem 2,5 og 3,9 pct., ligger samme procenter hos de store leverandører på mellem 13 og 37,5 pct. Overskudsgraden er et udtryk for, hvor meget virksomheden tjener i forhold til sin nettoomsætning.
Slut med krav til miljø
Reglerne vil blandt andet sætte en stopper for indkøbsalliancer. De er ifølge Visholm helt afgørende for at sikre konkurrencedygtige priser til forbrugerne.
- Indkøbsalliancer er afgørende for, at i international sammenhæng små virksomheder som Coop Danmark har mulighed for at konkurrere mod globale giganter som blandt andre Aldi og Lidl, og for at vi kan levere lave priser til forbrugerne, siger han.
Det vil også blive svært at stille krav til miljø, økologi og dyrevelfærd.
- Det er helt horribelt og hverken i forbrugernes eller i dansk landbrugs interesse. Detailhandlen flytter hele tiden barren for bedre dyrevelfærd og mere miljøvenlige produkter, og danske landmænd er i international sammenhæng fantastisk dygtige til at producere med høj dyrevelfærd og med høje miljøkrav, siger Jens Visholm.
Han siger, at Coop i forvejen bakker op om det internationale sæt af spilleregler, der ligger i Supply Chain Initiative, der har til formål at fremme fair samhandel i fødevareforsyningskæden.
- Flere end 1000 andre europæiske aktører har ligeledes tilsluttet sig disse, og derigennem efterlever vi allerede væsentlige principper. Så rent faktisk er forslaget overfl ødigt, siger Jens Visholm.