DSK: Utidigt igen at tale Bilka i Hjørring
Det hører ingen steder hjemme, at politikere i Hjørring Byråd med den socialdemokratiske borgmester Arne Boelt i spidsen udtrykker sig positivt om muligheden for at etablere en Bilka i forlængelse af landets sidste, tilbageværende A-Z.
Så kontant er meldingen fra John Wagner, adm. direktør for DSK (De Samvirkende Købmænd), da Dansk Handelsblad beder ham forholde sig til meldingen om, at Salling Group igen barsler med planer om at etablere en Bilka i Vendsyssel.
- Det er i den grad utidigt, og han (Arne Boelt, red.) skader jo i dén grad det lokale butiksliv ved gentagne gange at give anledning til, at der kan opstå frygt og forvirring i den lokale detailhandel og oplandskommunerne til, om der nu kommer en Bilka, lyder det fra John Wagner.
Et ”selvstændigt” varehus
Borgmesteren i Hjørring, Arne Boelt, holdt midt i oktober møde med repræsentanter fra Salling Group, hvor parterne har diskuteret muligheden for at opføre et Bilka varehus, som ifølge borgmesteren skal ligge separat fra den eksisterende A-Z.
- De planer, de kommer med nu, kan i hvert fald nemmere lade sig gøre, end det de kom med tidligere. Nu søger de om at lave en butik, der ligger selvstændigt, og ikke er bygget sammen med A-Z varehuset. I planerne ligger også tilkørselsforhold, fordi de har stor succes med Bilka To Go. Det er et helt andet projekt, de søger om denne gang, har Arne Boelt tidligere sagt til Skaga FM.
Den udlægning giver John Wagner fra DSK dog ikke meget for.
- Vi opfatter planerne - uanset om det er en Bilka eller A-Z med ”tilhørende”, separat dagligvarebutik - som værende i klokkeklar modstrid med planloven. Loven er meget klar på området, og vi går ud fra, at Erhvervsministeriet påser, at loven overholdes. Alle de år han (borgmesteren, red.) har siddet, har han ønsket den Bilka. Men hvis de forsøger at omgå bestemmelserne i loven, må vi tage de nødvendige retslige skridt, lyder det fra DSK.
Bilka trods planlov
Kategori 10Interesseorganisationen kørte i sin tid en sag mod Bilka i Horsens, hvor DSK fik medhold og rettens ord for, at hypermarkedet var opført ulovligt og i strid med reglerne - alligevel står der den dag i dag en Bilka i Horsens.
- Der skete jo det fuldstændig, historisk vanvittige, at man efterfølgende gik ind og lovliggjorde byggeriet retsligt. For ellers ville der være tale om et ”samfundsmæssigt værdispild,” lød begrundelsen. Men så vidt jeg er orienteret, er der endnu ikke bygget en Bilka i Hjørring - og jeg tror næppe, de går i gang med at bygge uden tilladelse, siger John Wagner.
På nuværende tidspunkt har DSK tilmed endnu en sag kørende med en Bilka som midtpunkt. Det drejer sig om opførelsen af Bilka i Fields i København. Sagen har på nuværende tidspunkt kørt i små 10 år, og DSK vandt første runde i Københavns Byret mod Field’s Copenhagen, der ejes af centergiganten Steen & Strøm.
Sagen omhandler kort, at det ifølge byrettens afgørelse var i strid med den gældende lokalplan at gøre Bilka til en del af et stormagasin i Field’s, der desuden skulle bestå af Hennes & Mauritz, Magasin m.fl.