Detail-koryfæer: Resultater kommer før høj løn

Salling Group 19. feb 2020 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Alle sejl var sat til torsdag 6. februar, da cremen af dansk detailhandel var med til at lancere den hidtil mest målrettede akademiske uddannelse, som sigter mod et job i detailhandelen eller hos dens leverandører.

En sjældent samlet branche har arbejdet sammen for at få etableret det nye spor, og en sand perlerække af branchens tungeste og mest betydningsfulde virksomheder var mødt op for at markedsføre den nye kandidatuddannelse - MSc in Commercial and Retail Management - over for de business-studerende på Aarhus Universitet.

Både Bestseller og Salling Group sendte deres absolut tungeste skyts i form af ejer Anders Holch Povlsen og adm. direktør Per Bank, mens også Arla Foods og Danish Crown var repræsenteret på højt niveau.

”Lad være med at søge hos os”

Virksomhederne har forpligtet sig til i fællesskab at aftage praktikanter undervejs i det nye uddannelsesforløb, så de kan komme så tæt på virkeligheden som muligt.

De tilstedeværende studerende fik også lejlighed til at stille spørgsmål.

Og mens én spurgte til lønsomheden i virksomhedernes højt profilerede CSR-arbejde, var det en helt anden slags spørgsmål fra salen - om løn og avancementsmuligheder - der udløste den mest markante og umiddelbare reaktion fra et par af topcheferne.

Per Bank fra Salling Group var den første:

- Hvis du er det i det for lønnens skyld, skal du ikke søge hos os. For det skulle ikke være lønnen, der er driveren i dit første job. Absolut ikke. Det skulle helst være de muligheder, du får, og derefter den karriere der ligger foran dig. Så kan du få en fantastisk karriere og de fordele, der følger med, men mit bedste råd til dig efter endt uddannelse er: Lad være med at gå efter det job, som giver flest penge. Jeg tror simpelthen, at det ville være en forkert beslutning, sagde han.

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen var på samme linje.

- Jeg bliver nødt til at sige, at det er en smule fjollet at fokusere på det allerede nu. Det, der er vigtigt, er, hvad du kommer til at gøre, og hvem du kommer til at arbejde med, hvad du kommer til at lære - og få fundamentet på plads. Så kan du tænke på, hvad du tjener om fem eller ti år. Det er ikke så relevant i dit første job; det er erfaringen, udfordringerne og de muligheder, du får, mere end noget andet, sagde han.

Et gennemgående plusord for den rette indstilling hos de kommende kandidater var passion - og Per Bank kridtede banen op med en opskrift på succes:

- Fokuser på at levere resultater i den virksomhed, du kommer til at arbejde i, for det er resultater, der afgør din karriere, lød hans budskab.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?