Der er gået mudderkastning i dyrevelfærden
Hvad fødevareminister Esben Lunde Larsen mener og gør i forbindelse med det meget omdiskuterede dyrevelfærdsmærke er et fedt, når bare daglig- og fødevarebranchens aktører kan blive enige indbyrdes, mener topchef i Coop Peter Høgsted ifølge en kommentar i Dansk Handelsblad.
Men lige nu ser et fælles fodslag ud til at have lange udsigter, for beskyldninger om dagsordener, der handler om alt andet end dyrenes velfærd, fyger frem og tilbage mellem landets to største dagligvarekæmper.
- Vi forstår det sådan, at de største importører af udenlandsk svinekød i dansk dagligvarehandel ønsker at forsvare deres markedsposition. Men at gøre det på bekostning af de mange dyr, som et statsligt mærke vil have stor betydning for, er ganske usmageligt, siger CSR-chef i Dansk Supermarked Helene Regnell i en pressemeddelelse og tilføjer, at koncernen, der har udviklet mærket sammen med Danish Crown og Fødevarestyrelsen, under ingen omstændigheder vil smide to års arbejde på gulvet.
Coop svarer igen: ”koncernen kun står for 3-5 pct. af det svinekød, der importeres til Danmark” - og så får Tulip, der er ejet af Danish Crown, ellers en på sinkadusen.
”En stor del af den udenlandske import er drevet af en anden stor dansk aktør, der forarbejder udenlandsk kød til bl.a. skivepålæg og leverpostej. Netop den kategori der er undtaget fra mærkningen”, skriver Høgsted.
Han føler sig tilsidesat sammen med Dyrenes Beskyttelse og Forbrugerrådet. De har ikke været inviteret med til møderne om det statslige mærke, som ifølge Høgsted alene støttes af Dansk Supermarked, Danish Crown, ”Delfinernes venner og Kattenes Værn”.
Mens fødevarestyrelsen angiveligt undersøger, hvad aktører som blandt andre Dagrofa og Rema egentlig mener, er Coop kommet med deres bud på et statsligt mærke, der sætter barren lidt højere og dermed hindrer, at hele svineproduktionen fra Danish Crown kan få det blå stempel.
Kødet i Dansk Supermarkeds kæder kommer fra Danish Crown, mens hovedparten af det kød, der sælges i Coops butikker, leveres af Hilton Foods.