Der er 50 procent rabat på denne leder

Salling Group 7. jan 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

Året er indledt med store rabatter.
Bilka giver 40 procent på udvalgte varegrupper, og SuperBest tilbød kunderne 20 procent rabat på (næsten) alt - en enkelt dag.
Og fremover vil Coop så nedsætte prisen på økologi med "200 mio. kr. om året", som det formuleres.
Hvad var det nu lige, vi lærte på handelsskolen/universitet, eller hvor vi nu har trådt vores ungdomssko?
Jeg har løbet rundt på begge typer uddannelsesinstitutioner og har da også hørt noget af det. Tror du mig ikke? Så må jeg hviske om et 12 tal i markedsrelationer på Aarhus Universitets MBA-uddannelse. Jeg siger det ikke for at prale (ret meget), men naturligvis kun for at sandsynliggøre, at jeg har hørt lidt efter.
Hvis jeg skal prøve at huske ordene fra bl.a. forskeren, Lars Esbjerg, så mere end antydede han, at pris er den mest simple form for konkurrence, og den type tiltag er allernemmest at efterligne for konkurrenterne.
Gad vide, hvor længe der går, fra Coop har sat prisen ned på økologi, til de andre store aktører følger efter?
Vi taler vel sekunder frem for minutter?
Så hvad er idéen? Øges salget af økologiske varer voldsomt, så vil tiltaget give en gevinst. Men hvis de nye økopriser matches af konkurrenterne, så bliver det sandsynligvis noget, der kommer alle dagligvarekæder til gavn og næppe kun Coop. Man da Coop har den største markedsandel på økologi, så er det nok her Coop satser på gevinst.
I dag udgør økologiske fødevarer 8 procent af fødevaresalget, og økologiske bevidste forbrugere er ofte ret velhavende kunder, der også tager de gode bøffer og den dyre rødvin etc. , og derfor er de attraktive.
Så forskerne har nok overordnet ret i, at sænker man blot prisen, så vinder man ikke nødvendigvis på det, men har man et overordnet mål med at gøre det, så kan det vel godt give mening at skrue priserne nedad.
Købmændene udtrykker dog bekymring, når de skal sænke prisen 20 procent på alle varer, men selv om det godt kan lyde vanvittigt i en lavavance branche, så påvirker det ikke nødvendigvis bundlinjen helt vildt. Dels er det kun en enkelt dag, og dels er tobaksvarer etc. undtaget, så man kan godt holde en realiseret avance på 12-16 procent selv i små forretninger på sådan en dag. For rabat får folk at vælge dyrere varer.
Så det er altid forfriskende med nye tiltag, der kan sætte en dagsorden. Sidste år var det Kiwi, der "fjernede momsen" på frugt og grønt.
Så hvad bliver det næste? At vi faktisk hjælper forbrugerne i deres travle hverdag - og finder en løsning på det kæmpe store salg, der finder sted som takeaway alle mulige andre steder end i dagligvarehandelen.
Og at vi finder nye måder at samarbejde på, så onlinehandel kan blive en profitabel forretning?
Nå nej. Så langt er vi trods alt ikke kommet ind i det nye år.
Jeg har heller ikke løsningen, så der er mindst 50 procent rabat på denne leder.
Godt nytår.

Opdateret 10. nov 2020