Danskerne bliver weekendshoppere

Salling Group 12. aug 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Danskerne er stille og roligt ved at blive weekendshoppere.

Ugens helt store indkøbsdage er fredag og lørdag. Det nye er, at de danskere forbrugere gennem de seneste år i stigende grad har valgt at gøre lørdag og søndag til indkøbsdage.

Det viser en ny rapport, som Naturstyrelsen har fået udarbejdet. Rapporten indgår i Folketingets kommende eftersyn af planloven.

Kan se udviklingen

Hos Dansk Supermarked bekræfter man udviklingen:

– Vi kan sagtens se en stigning i danskernes weekendindkøb, siger kommunikationskonsulent Maia Lindstrøm Sejersen fra Dansk Supermarked.

Rapporten viser, at kun lørdag og søndag vokser som indkøbsdage. Væksten sker på bekostning af lidt færre indkøb på hverdagene.

Undersøgelsen viser udviklingen i perioden 2010-2014 sammenlignet med perioden 2006-2009. Lørdag og søndag har tilsammen i dag ca. 29 pct. af ugens indkøb, og det tal har været stigende, især efter alle dagligvarebutikker kunne holde søndagsåbent fra 2012.

Hertil kan man lægge fredagens indkøb, der har ca. 17 pct. af ugens indkøb.

Folk er presset

Lars Esbjerg, lektor i detailhandel ved Handelshøjskolen i Aarhus, er ikke overrasket over udviklingen:

– Mange forbrugere har en presset dagligdag, hvor mange bare har et tidsrum sidst på eftermiddagen, hvor de køber ind på vej hjem fra arbejde. Mange handler ind, når de lige har hentet børnene og skal hjem og lave mad, og bagefter skal de måske til nogle fritidsaktiviteter, f.eks. sport, så man har ikke så meget tid i dagligdagen. De fleste vil nok have lidt bedre tid i weekenden, hvor man nemmere kan få indkøbsturen passet ind, og så kan man gøre det i god ro og orden, siger han.

Hos Dansk Supermarked kan man se, at kunderne køber forskelligt ind i weekender i forhold til hverdage.

Om søndagen køber kunderne generelt ind i flere kategorier – alt fra blendere og cykler til kød, grøntsager og juice. Derimod koncentrerer forbrugerne i hverdagene i højere grad indkøbene omkring basisvarerne.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Opdateret 10. nov 2020